04.07.23 DIB Blog

Sådan bliver vi bedre til at få del i EU’s grønne støttemilliarder

0%! Det er danske virksomheders andel af EU’s grønne støttepulje, Innovationsfonden – en pulje der når i alt 400 mia. kr. i 2030. Det er vi nu i gang med at rette op på, så vi ikke taber konkurrenceevne på den grønne agenda, blogger vicedirektør Anne Højer Simonsen.

I Danmark vil vi gerne være forrest i den grønne omstilling internationalt. Det er vores ambition for at understøtte globale klimamål og det er afgørende for at understøtte danske virksomheders konkurrenceevne. Vi har mange af de grønne teknologier og løsninger, men vi har et stort problem: Vi er slet ikke dygtige nok til at spille os gode i forhold til EU’s Innovationsfond. Fonden kan medfinansiere forskellige omstillingsprojekter hos de kvoteomfattede sektorer samt udvikling- og etablering af brintprojekter og CO2-fangst- og lagringsprojekter.

Danmark står pt. desværre som et af de dårligste lande i EU til at hjemtage midler fra fonden. Til sammenligning fik Sverige i 2021-2022 en andel på 16,7 pct. mens Nederlandene fik 9,9 pct. Danmark har hjemtaget – 0 (NUL) pct. Og det er vi nødt til at rette op på  Timingen for denne ekstra indsats er rigtig, da de høje kvotepriser øger fondens midler – samt at fonden udvides efter 2025. De muligheder – svarende til i alt 400 mia. kr. i 2021-2030 -  skal vi udnytte.

Workshop fik svesken på desken

For at få hul på ansøgningerne til fonden  afholdt DI sammen med Klima,- Energi- og Forsyningsministeriet en workshop om, hvordan vi kommer i gang.

Hvad er årsagen til, at så få danske ansøgninger når igennem ansøgningsprocessen? Har danske virksomheder en interesse i at ansøge midlerne? Hvilken rolle kan det danske embedsværk spille for at sikre, at flere danske virksomheder ansøger, samt kommer igennem nåleøjet? Hvad kan vi lære fra andre medlemslande, der formår at hjemtage midler fra fonden?

Alt dette og meget mere, dykkede DI aktivt ned i sammen med vores medlemmer og samarbejdspartnere. På workshoppen startede vi snakken og det var tydeligt, holdningerne var mange. Diskussionen blev sparket i gang af et fyrigt indlæg fra Therese Bording Hermansen fra Topsøe. Svesken på desken.

3 indsatsområder kortlagt

Hvad lærte vi så? Der skal sættes målrettet ind på flere områder:

For det første: Det skal være nemmere for virksomhederne at komme igennem de indledende faser af projektovervejelser og ansøgningsprocessen. Hvis det er meget kompliceret og tager lang tid, mister virksomhederne pusten, hvis der ikke kommer et pay-off i første omgang.

For det andet: Vi skal være bedre til at tænke stort og tænke værdikæderne sammen og finde de store perspektiver i projekterne. En omstilling i en virksomhed kan give muligheder et andet sted i den grønne omstilling – og lykkes den kobling vil CO2’erne rasle af udledningerne i EU.

For det tredje: De danske ministerier og myndigheder skal frem i bussen! De andre lande lykkes især, fordi EU systemet bliver gjort opmærksom på de projekter, landene hver især prioriteter. Samtidig er der fokus på tidlig informationsdeling begge veje fra EU til danske virksomheder og retur, hvilket er afgørende for at forstå kompleksiteten i EU’s Innovationsfond.

DI er klar til at sætte politisk fokus på problemet og facilitere den nødvendige dialog for at få Danmark frem i bussen igen. Velviljen er det hele vejen rundt om bordet – fra EU, til embedsværket til danske virksomheder -  og  planer for efterårsindsatsen er ’in the making’.  Stay tuned!

DI’s indsats sker i tæt samarbejde mellem to af vores afdelingschefer: Rikke Wetendorff Nørgaard, chef for Europapolitik og Anne Højer Simonsen, vicedirektør for Klima, Grøn omstilling og Energi.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold