Nu gælder detu om – i ord og i handling – at vise, at danske virksomheder tager et medansvar for det samfund, vi er en central del af, skriver adm. direktør Karsten Dybvad, DI.

06.12.18 DIB Leder

Dybvad: Danmark har brug for stærke, ansvarlige virksomheder

Ansvar hos politikere, virksomhedere og medarbejdere har været nøglen til dansk erhvervslivs markante fremgang siden Lehman Brothers kollaps i 2008, skriver adm. direktør Karsten Dybvad, Dansk Industri.

Da DI i september 2018 holdt topmøde, var det 10 år siden, at Lehman Brothers krakkede og startede den økonomiske krise, der spredte sig fra USA og ud over hele verden. Danmark blev hårdt ramt af krisen, og mange af DI’s medlemmer drejede nøglen om på dét, der havde været et livsværk.

Vi mistede 175.000 private arbejdspladser i de år, og i mange år efter fulgte en vedholdende fælles indsats fra virksomheder, fra medarbejdere og politikere, hvor vi sammen, bid for bid genskabte vores konkurrenceevne og bragte Danmark tilbage på rette spor.

Resultaterne af den fælles indsats taler næsten for sig selv.

I dag har vi flere arbejdspladser i Danmark end nogensinde før. Ifølge DI’s økonomiske prognose runder vi næste år tre millioner arbejdspladser i Danmark – og det er private arbejdspladser, der trækker udviklingen. Så det er ikke uden grund, at mange lande de seneste år har set mod Danmark.

I en tid med amerikansk protektionisme, Brexit og en tiltagende skepsis over for globalisering og frihandel, har Danmark vist en anden vej som en åben og succesrig økonomi.

Opskriften på Danmarks succes er sagt med et enkelt ord: Ansvar. Vores politikere har siden krisen sikret flere medarbejdere til virksomhederne gennem rettidige reformer og styrket virksomhedernes konkurrenceevne ved at sænke skatter og afgifter.

Samtidig har arbejdsgivere og lønmodtagere taget et fælles ansvar for at aftale overenskomster, som har dannet grundlag for, at virksomhederne kunne vinde nye ordrer og skabe de job, som er så afgørende for både den enkelte familie og for det danske samfund.

Læs hele DI Business med Karsten Dybvads leder

I dag har vi flere arbejdspladser i Danmark end nogensinde før. Karsten Dybvad, Adm. direktør

Det seneste år er flere sager dukket op – om hvidvask, skattely og filippinske lastbilchauffører, der har arbejdet under uacceptable forhold. De sager har kostet dyrt på tilliden til erhvervslivet. DI og vores medlemsvirksomheder ved om nogen, at de sager på ingen måde tegner et retvisende billede af danske virksomheder. Men netop derfor gælder det nu om – i ord og i handling – at vise, at danske virksomheder tager et medansvar for det samfund, vi er en central del af. På den måde kan vi samtidig møde politikere og lønmodtagere med en forventning om, at de til gengæld tager medansvar for, at vi har konkurrencedygtige virksomheder i Danmark.

Vi er nået langt siden krisen gennem kloge og rettidige reformer. Men vi skal blive ved med at forny os, så vi ikke bliver udkonkurreret af landene omkring os. Danske virksomheders eksport til udlandet har stået bekymrende stille i 2018. Det skal vi rette op på. Og manglen på dygtige medarbejdere er et presserende problem, som vil tage til og hæmme virksomhedernes og dermed Danmarks muligheder for vækst, med mindre politikerne står sammen om at sikre flere hænder og hoveder til virksomhederne.

I Danmark har vi – 10 år efter krisen – knoklet os til at blive én af de mest succesfulde økonomier i verden. Men  det har kun kunnet lade sig gøre, fordi virksomheder, medarbejdere og politikere har lyttet til hinanden og haft mod og vilje til at tænke langsigtet og handle i tide.

Karsten Dybvad
Skrevet af:

Karsten Dybvad

Per Geckler Møller

Per Geckler Møller

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3836
  • Mobil +45 2949 4434
  • E-mail pgm@di.dk

Relateret indhold