10.11.17 DIB Nyheder

Danske virksomheder får første parket til 75 mia. kr. marked

Investeringer for 75 mia. kr. bliver præsenteret på Big Science Business Forum i København næste år. Danske virksomheder kan få del i pengene som leverandører eller samarbejdspartnere til de store europæiske forskningsanlæg. Stålproducenten East Metal har foden indenfor.

Stor forskning – store penge - store ordrer.

I Europa findes en stribe store forskningscentre som for eksempel CERN i Schweiz, der undersøger  universets fundamentale struktur. De kaldes Big Science organisationer.

Ni af de største Big Science organisationer planlægger at investerer et tocifret milliardbeløb de kommende fem år. Og dem kan danske virksomheder byde ind på, når verdens første Big Science Business Forum (BSBF2018) løber af stablen d. 26.-28. februar 2018 i København.

- Vi forventer, at Big Science organisationerne vil præsentere indkøb for 75 milliarder kroner på BSBF2018. Danske virksomheder har ’hjemmebanefordel’ til at få del i de mange penge enten som leverandører eller samarbejdspartnere, siger netværksleder Juliette Forneris fra BigScience.dk, der arrangerer konferencen sammen med blandt andre Uddannelses- og Forskningsministeriet.

En bid af en byggeplads til milliarder

En af de danske virksomheder, der allerede har fået foden indenfor, er stålproducenten East Metal A/S.

Esbjerg-virksomheden er leverandør af en 150 ton tung stålkonstruktion til European Spallation Source (ESS), der bygger verdens mest kraftfulde lineære protonaccelerator i Lund. Samlet pris på byggeriet er 13,5 milliarder kroner.

Samarbejde med ESS har gjort os i stand til at byde på udbud fra andre Big Science organisationer Marketingchef Erik Gammelgaard, Eeast Metal A/S

- Samarbejde med ESS har gjort os i stand til at byde på udbud fra andre Big Science organisationer som for eksempel CERN, ITER og ESRF, hvor vi klarer os bedre og bedre i udbudskonkurrencerne, siger marketingschef Erik Gammelgaard, East Metal.

Markedet er meget større

Udover East Metal er blandt andre Rambøll valgt som bygherrerådgiver på opbygningen af verdens største teleskop ESO, lige som flere danske IT- og softwarevirksomheder leverer system- og softwareløsninger til både CERN og ESS.

BigScience.dk skønner dog, at den danske andel af det globale Big Science marked kunne være meget større.

- I 2014 var den danske andel på cirka 300 millioner kroner, hvilket jo ikke er meget set i lyset af de 75 milliarder kroner i indløb, som Big Science organisationerne vil præsentere til BSBF2018, siger netværksleder Juliette Forneris fra BigScience.dk.

Netværket drives af Teknologisk Institut og Danmarks Tekniske Universitet og fungerer som bindeleddet mellem europæiske Big Science organisationer og danske virksomheder.

Hos Dansk Industri (DI) ser underdirektør Charlotte Rønhof gerne, at vi udnytter, at Danmark er med i en række af de store forskningsanlæg, som hver år har brug for alt fra betonarbejde til strålingsresistente materialer.

- Udbuddene fra de store forskningsanlæg er ikke kun relevante for store, højteknologiske firmaer. Der er også mulighed for ordrer til både mindre og større danske virksomheder i disse projekter, siger hun.

Det er Juliette Forneris fra BigScience.dk helt enig i.

- Mange danske virksomheder er ikke klar over, at de har potentialet til at blive Big Science leverandør, og nogle ved måske slet ikke, at der findes et Big Science marked. Ligeledes kan det være svært at trænge igennem, da kravene til leverandørerne er høje og udbudsprocesserne kan være indviklede. Her kan Bigscience.dk hjælpe virksomhederne, siger hun.

Big Science Business Forum (BSBF2018)

26.-28. februar 2018
Tivoli Hotel & Congress Center
Europas nye one-stop-shop på Big Science markedet
Early bird-pris frem til 15. november 2017

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Mette Fjord Sørensen

Mette Fjord Sørensen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3797
  • Mobil +45 5213 2312
  • E-mail mfj@di.dk

Relateret indhold