24 procent af de virksomheder, der sælger via GOMP, bruger Amazon, viser ny undersøgelse.

04.10.18 DIB Nyheder

Virksomheder øger B2B salg med globale online markedspladser

Færre end hver tiende danske virksomhed har erfaring med salg via globale online markedspladser som Amazon, Alibaba og e-bay. Men de, der gør, vinder markedsandele og øger omsætningen, viser ny undersøgelse.

Kun 1 procent af danske virksomheder har helt og fuldt engageret sig med salg via globale online markedspladser (GOMP) som Amazon, Alibaba og e-Bay. Og 90 procent af dem har ikke gjort sig nogen erfaringer overhovedet. Det viser en ny undersøgelse, baseret på svar fra 800 virksomheder, foretaget af analysebureauet Wilke for DI Handel, CBS og Industriens Fond. 

- Det er et bekymrende lavt tal.  Hele verdenshandlen – også i Danmark – er ved at blive disruptet. Store globale online markedspladser som fx Amazon er ved at sætte sig på det hele. Derfor er det alarmerende, at dansk erhvervsliv for 90 procents vedkommende end ikke har gjort sig nogen erfaringer med at bruge de nye markedspladser til at sælge deres produkter, siger branchedirektør Annette Falberg, DI Handel.

Læs undersøgelsen: Virksomhedernes erfaringer med salg via online markedspladser

Prøver man det ikke af, risikerer man i bedste fald at tabe markedsandele Annette Falberg, Branchedirektør

Sælger mest B2B

Blandt de virksomheder, der er aktive på GOMP, udgør salg til andre virksomheder (B2B) 58 procent af omsætningen, mens direkte salg til forbrugerne kun udgør 39 procent.

- Potentialet i begge kategorier er stort. Vi kan se af undersøgelsen, at danske virksomheder for størstedelens vedkommende er klar over, at de nye salgskanaler kommer til at ændre markedsstrukturerne og den måde, virksomhederne skal sælge deres produkter. Derfor mener vi, at det er i 11. time at danske virksomheder kommer i gang med at bruge de store globale markedspladser – om ikke andet for at gøre sig nogle vigtige erfaringer, siger Annette Falberg.

Undersøgelsens viser også, at GOMP bliver en vigtigere del af virksomhedernes strategi jo mere erfaring de har med mulighederne.

- Vi mener, at virksomhederne seriøst skal overvejet bruge de nye muligheder. For at øge salget, eksporten og for at blive klogere. Derfor har vi sammen med Industriens Fond og CBS startet et stort projekt om at få virksomhederne i gang. Samtidig er regeringens nye e-handelscenter SMV:Digital en udstrakt hånd fra politikerne, hvor virksomhederne kan få individuel rådgivning til bla. andet digital eksport, som virksomhederne bør tage imod, siger direktøren.

Læs også: SMV’er har fået digitalt kraftcenter

Tjener kassen og øger eksporten

Selv om erfaringerne med GOMP endnu er begrænsede, oplever 31 procent af dem, der har erfaring med GOMP, at det øger deres eksport. Og 28 procent af dem har øget deres indtjening.

- Det er ikke nødvendigvis nemt at komme i gang med e-handel via GOMP. Og virksomhederne oplever også, at konkurrencen på markedspladserne er hård. Men prøver man det ikke af, risikerer man i bedste fald at tabe markedsandele, siger Annette Falberg.

Læs også: Sådan kom vi i gang på Amazon

Fakta

DI Handel anbefaler: Udnyt styrkerne hos de store online markedspladser:

 De store globale online markedspladser har oparbejdet en solidt infrastruktur (kundestrøm, logistik, IT, kundeservice, etc.), som mindre virksomheder (SMV) kan drage nytte af. Det vil spare SMV’erne for en masse ressourcer, der kan være knappe især på eksportmarkederne.

Skal man e-ekportere via egen webshop, stiller det fx krav til ressourcer som it-udvikling, logistik, sprog/kultur, kundeservicefunktion, betalingsformidling, etc.

 De store markedspladsers infrastruktur er selvfølgelig ikke gratis. Virksomhederne skal derfor sætte sig ind i forretningsmodellerne og træffe et kvalificeret beslutning om, hvorvidt det er rentabelt at sælge via markedspladserne.

Læs om andre virksomheders erfaringer med online markedspladser på www.onlinemarkedspladser.dk

 

Annette Falberg

Annette Falberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4851
  • Mobil +45 2240 8803
  • E-mail anwf@di.dk

Relateret indhold