Velkommen til Dansk Industris nye website. Vi udvikler i øjeblikket et nyt site for at give dig den bedste brugeroplevelse. I en periode vil du derfor opleve indimellem at blive sendt til indhold på vores gamle site.

Danske virksomheder kæmper en brav kamp mod kopister i hele verden

Illustration: Belle Djerberg
DI Business Nyheder

Fem virksomheder: Vi kopieres over hele verden

DI Business har spurgt virksomhederne Sprout, Schneider Electric, OneCollection, Egmont og Danfoss, hvor deres kopi-udfordringer er – og hvad de gør.

– Alt der kan kopieres, bliver kopieret i dag, siger varemærke- og patentadvokat Sture Rygaard, der er partner i IP-afdelingen hos Plesner.

Og kopisterne er drevne: Efterligningerne i dag er næsten ikke til at skelne fra originalerne. Kopierne bliver produceret og distribueret over hele kloden.

Ifølge Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) udgør kopier ca. 2,5 procent af den samlede verdenshandel.

Alene i EU regner Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) med, at fem procent af alle varer, der kommer ind i Unionen, er kopier – til en værdi af op mod 700 mia. kr.

– Det er penge, europæiske virksomheder og samfund går glip af. Det er 700 mia. kr. mindre omsætning og dermed færre penge til forskning og udvikling samt arbejdspladser og i sidste ende velfærd, siger chefkonsulent og ansvarlig for Intellectual Property (IP)-området i Dansk Industri, Lars Holm Nielsen.

Han forklarer, at profitten på at sælge kopier forklædt som originaler er stor. Risikoen for at blive stillet til ansvar – afkrævet erstatning eller få en fængselsstraf – er lille. Og den cocktail gør kopiering til et eftertragtet forretningsområde for kriminelle.

– Kopiering bliver stadig mere velorganiseret og fungerer som de kriminelles finansieringskilde til en række øvrige alvorlige kriminalitetsformer som for eksempel narkotika, cybercrime og menneske­smugling, siger Lars Holm Nielsen.

Danske virksomheder kæmper en brav kamp for at beskytte deres produkter mod de professionelle kopister. Det koster dyrt, men de kan ikke lade stå til.

– Kopierne underminerer virksomhedernes brands. Forbrugerne tror, at en dårlig kopi er ægte, og det øger risikoen for, at forbrugere går uden om de originale produkter. Forbrugerne kan også komme til skade med de dårlige efterligninger, der er produceret uden hensyn til hverken produktsikkerhed eller arbejdsmiljø, siger DI’s ansvarlige for IP-området.

Læs også: Kopister slipper for billigt i Danmark

Sprout

Stifter og bestyrelsesformand, Michael Stausholm:

USA: En mindre virksomhed i New York med produktion i Kina har i årevis produceret og handlet vores spirende blyanter på Amazon. Vi har bedt dem stoppe – men uden held. Nu har vi fået vores amerikanske patent og har anlagt en retssag.

Jeg håber, kopisten vælger forlig. Vores amerikanske patentadvokat koster 4.000 kr. i timen, men vi er nødt til at sende et kraftigt signal om, at vi beskytter vores brand.

Fordelen i USA er, at kopisten i retten kan blive tvunget til at vise, hvor meget de har tjent på at kopiere os – og aflevere det hele samt betale erstatning og sagsomkostninger. Det er kun rimeligt, synes jeg. Det skal ikke kunne betale sig at snylte på andres opfindelse.

Egmont

Advokat hos Nordisk Film, Mads Jørgensen:

NORDEN: Vores film – både dem vi producerer, og dem vi køber – bliver kopieret og delt ulovligt online i hele Norden. De store kommercielle film af for eksempel Lars von Trier bliver udnyttet millioner af gange i hele verden.

Via infokampagner som ”Os der elsker film” beskriver vi konsekvenserne for folk, der deler ulovligt. Vi håber, det en dag bliver ligeså uncool som spirituskørsel. Vi samarbejder også med teleselskaberne og politiet om at få blokeret ulovlige hjemmesider. Helst vil vi ramme de hardcore kriminelle bag. Altså dem der ejer og driver tjenesterne og tjener store reklamepenge. Men det er svært.

Ca. 400.000.000 film og serieepisoder anvendes ulovligt i Norden hvert år – med enorme tab for branchen til følge.

Schneider Electric Group

Senior IP Counsel, Rasmus Kirkeby Salling:

AFRIKA: I efteråret 2017 opdagede vi en kopi af en af vores mest sælgende afbrydere i en butik i Kenya. Samme farve, form og æske. Fremstillet til at narre slutkunden til at tro, at her er et ægte Schneider Electric produkt. Vi henvendte os til Kenya Anticounterfit Agency og sammen med dem, vores lokale advokat og politiet rykkede vi ud til butikken.

Hele den bydel i Nairobi er kendt for kopier af alt muligt, og pludselig var der en rasende folkemængde udenfor butikken, der truede med sten og stokke.

Vi måtte opgive at indsamle beviser og nærmest flygte. Da vi kom tilbage, var afbryderne naturligvis forsvundet. Vi har et team, der forfølger kopier over hele verden, for kopier kan være farlige. Måske kan et hospitals nødgenerator ikke starte. Eller folk får stød. Desuden skader kopiprodukter tilliden til Schneider Electric.

Danfoss

Leder af IP-kontoret, Sally Hansen:

KINA: Vores største udfordring er i Kina, hvor stort set alle kopier af Danfoss produkter bliver produceret og sendt videre til distribution i Dubai, der forsyner Indien, Mellemøsten og Afrika.

Vi har en medarbejder i Kina og en i Dubai, der er ansat udelukkende til at forfølge kopier, og så er vi to her i hovedkvarteret Nordborg.

I 2017 vandt vi en retssag på et raid, vi gennemførte sammen med det kinesiske politi mod en fabrik, der kun fremstillede kopier af Danfoss’ magnetventil og havde næsten 9.000 på lager. Det gav et halvt års fængsel og en bøde på ca. 40.000 kr. til kopisten. Vi gør det ikke for pengenes skyld, men for at beskytte brandet, og vise at vi mener det alvorligt. Tidligere handlede kriminelle primært våben, narkotika og mennesker. Nu er det også kopier, da dette – selvom det er en kriminel handling – stort set er risiko- og straffrit.

OneCollection

Direktør og grundlægger, Hans Henrik Sørensen:

AUSTRALIEN OG NEW ZEALAND: Vores problemer startede i 00’erne, da vi fik overdraget enerettighederne til produktion og salg af Finn Juhls møbler.

Vi har generelt problemer med kopivarer, der produceres i Kina og importeres til blandt andet Europa og det danske marked via Irland. Derudover har vi næsten opgivet at sælge Finn Juhl møbler i Australien og New Zealand. De to lande er så oversvømmet med kopier, og den lokale lovgivning er så hullet, at forhandlere der er meget tilbageholdende med at købe vores originaler.

Vores Finn Juhl brand er registreret i henhold til Madridprotokollen samt i en del flere lande via en advokat. Det betyder, at toldvæsnet kan bremse for eksempel en uægte Finn Juhl-stol ved grænsen, hvis den har navnet Finn Juhl. Med hjælp fra en advokat kan vi få fjernet kopien fra markedet, men vi får ikke fat i sælgeren og bagmændene.

Læs også: Ny specialenhed tager kampen op mod kopivarer

Fakta

DI og kopierne


DI arbejder på at få politisk fokus og handling på Intellectual Property (IP)-området.


DI deltager i IP-samarbejdsfora nationalt og internationalt.


DI opfordrer virksomhederne til at stå frem: Jo tydeligere problem og omfang er, jo nemmere at skaffe politisk lydhørhed på Christiansborg og i Bruxelles. 


Vil du vide mere, så kontakt chefkonsulent Lars Holm Nielsen på 3377 3562 eller lhni@di.dk

Lars Holm Nielsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3562
  • Mobil +45 2013 7756
  • E-mail lhni@di.dk
Relateret