NKT-chef Michael Hedegaard Lyng står nu i spidsen for en rendyrket kabelproducentmed gennemslagskraft på aktiemarkedet.

Foto: Sif Meincke
DI Business Nyheder

NKT-boss udfordrer virksomheden fra Berlin

Digitalisering og disruption er en udfordrende størrelse, når det drejer sig om elkabler, konstaterer NKT’s topchef Michael Hedegaard Lyng. Fire unge it-udviklere i Tyskland skal vise vejen.

Hvad får man, hvis man hyrer en amerikaner, en thailænder, en hviderusser og en dansker og placerer dem i Berlin?
 

Rettes spørgsmålet til topchefen i NKT, Michael Hedegaard Lyng, er svaret klart: Man får en udviklingsafdeling i en af Europas mest dynamiske storbyer, når det kommer til digitalisering og innovation. En afdeling der forhåbentlig gør den over 125 år gamle kabelvirksomhed bedre i stand til at holde fast i rollen som førende global leverandør af energikabler i fremtiden.

 – Vi har samlet en lille gruppe medarbejdere, hvis opgave er at undersøge, hvad der kan disrupte vores marked og forretningsmodel. Vi har brug for at blive skarpe på, hvilke forretningsmuligheder digitalisering skaber for NKT udenom vores normale forretningsgange. Derfor er gruppen også blevet isoleret fra Corporate NKT, og den opererer uafhængigt og med ret frie tøjler, fortæller Michael Lyng.

Læs også: Dybvad til virksomheder: Engagér jer i Tyskland

Det internationale firkløver blev sammensat i efteråret 2017 og for at sikre de mest kreative betingelser og uafhængighed valgte NKT Berlin som omdrejningspunkt. Dels er det fysisk langt væk fra hovedsædet i Brøndby, dels er Berlin trækplaster for digital ekspertise fra mange lande, hvilket også klassiske virksomheder hungrer efter.

– Det er typisk unge, innovative mennesker, som ikke altid fungerer optimalt i en corporate kultur som vores, hvor der er mere faste kutymer og processer. Samtidig er Berlin en af Europas digitale knudepunkter, som giver mulighed for at tiltrække højt kvalificerede medarbejdere med digitale kompetencer, forklarer Michael Lyng.

Digitalisering er vanskelig at forudse, når det kommer til kabler. Strøm bliver nok ikke trådløs, men der er ingen tvivl om, at kabelindustrien vil udvikle sig i en mere digital retning. Adm. direktør Michael Hedegaard Lyng, NKT

Ser ind i ukendt fremtid

Berlin-kontoret skal se ind i en digital fremtid for transport af strøm, som ingen endnu kender.

– Digitalisering er vanskelig at forudse, når det kommer til kabler. Strøm bliver nok ikke trådløs, men der er ingen tvivl om, at kabelindustrien vil udvikle sig i en mere digital retning. Jeg forventer, at der kommer mere intelligens ind i kablerne, og produktionen af strøm bliver mere decentral. Vores opgave er at finde ud af, hvilke muligheder digitalisering skaber for NKT, uddyber Michael Lyng.

Som eksempel nævner han, at der i fremtiden kan blive produceret strøm fra vinduer, hvilket vil stille nye krav til kabler og elnettet.

NKT-chefen besøger Berlin-kontoret en gang i kvartalet.

– Fordelen er, at de hurtigt kan prøve nye ting af. Mange af ideerne vil fejle undervejs, men det tager eksempelvis kun et par uger for dem at udvikle en app. Det giver en agilitet som vi ikke har i en større udviklingsafdeling, forklarer Michael Lyng.

De første ideer er ved at blive omsat: Et sporingssystem til kabeltromler, der ofte går tabt, fordi de ikke leveres retur. Samtidig giver det mulighed for at udvikle overvågning af, hvor meget kabel kunden har tilbage på tromlen, og sporing kan forstærke indsatsen mod tyveri af kobberkabler.

Michael Lyng forventer løbende at udvide afdelingen i Berlin. Den digitale offensiv er et strategisk element i udviklingen af NKT, siden virksomheden i 2017 blev en ren kabelproducent ved en selvstændig børsnotering af søsterselskabet Nilfisk.

Grøn og digital omstilling

Afdelingen kan også spille ind i udviklingen af vedvarende energi. NKT-chefen ser den grønne omstilling i samfundet som meget vigtig, fordi effektiv integration af vedvarende energi kræver en udbygning af elnettet, der afspejler sig i efterspørgslen af selskabets produkter.

Nye markeder byder sig samtidig til på andre dele af kloden.

– Vi ser ind i et spændende, globalt marked, hvor vi særligt ser store muligheder i USA, hvor vi netop har åbnet et kontor for at komme tættere på flere, interessante projekter, der er på vej. I Taiwan ser vi også en spændende udvikling inden for særligt offshore vind, hvor der kunne opstå nogle muligheder i fremtiden, siger Michael Lyng.

I første omgang vil disse fjerne markeder skulle forsynes med kabler produceret hos NKT i Europa.

NKT Fakta

Michael Hedegaard Lyng, adm. direktør for NKT-koncernen siden 2007 og i kabelforretningen siden 2014.

NKT blev grundlagt i 1891, og navnet er en forkortelse af Nordisk Kabel og Tråd. Virksomheden er børsnoteret med en omsætning på 7,5 mia. kr. (2016) og 3.400 medarbejdere.

Marts 2017: NKT planlægger at nedlægge holdingstrukturen samtidig med opkøb af svenske ABB HV Cables i Karlskrona for 5,3 mia. kr. Købet fordobler NKT’s kapacitet og giver adgang til højspændingsteknologi baseret på jævnstrøm.

Oktober 2017: Producenten af professionelle rengøringsmaskiner Nilfisk børsnoteres selvstændigt. Nilfisk blev købt af NKT Holding i 1989.

Relateret