HKH Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary deltog i eksportfremstødet til Frankrig i selskab med danske ministre og (i baggrunden) direktør Thomas Bustrup, DI. 50 danske virksomheder deltog i fremstødet.

Foto: Emmanuel Aguirre
09.10.19 DIB Nyheder

Dansk sundhedsteknologi sætter kurs mod Frankrig

50 danske virksomheder har appetit på eksport til Frankrig. DI ser gyldne muligheder og et eksportpotentiale på 13 milliarder kroner.

Hvert år valfarter millioner af mennesker til Paris, der er kendt som kærlighedens by. I oktober tog mere end 200 repræsentanter fra 50 danske virksomheder turen til Paris, hvor kærligheden til den danske life science sektor vokser.

I 2018 eksporterede danske virksomheder medicin og kemiske produkter for 5,1 mia. kr. ud af en samlet varer- og tjenesteeksport på 35 mia. kr. Ifølge nye beregninger fra DI har Danmark et uforløst eksportpotentiale til Frankrig på op mod 13 mia. kr. Det franske marked er dermed det marked, hvor danske virksomheder underpræsterer mest.

Derfor tog DI og 50 danske virksomheder på charmeoffensiv til Frankrig den 6.-8. oktober for at dyrke de allerede tætte diplomatiske relationer.

Siden landets præsident, Emmanuel Macron, besøgte Danmark for godt et år siden, er der blevet vedtaget en ny, ambitiøs sundhedsreform i Frankrig, Ma Santé 2021, der skal sætte skub i den franske sundhedssektor med flere hospitaler og bedre sundhedspleje.

Erhvervsfremstødet til Frankrig kunne derfor ikke have været timet bedre, mener DI’s sundhedspolitiske chef, Mie Rasbech:

- De franske myndigheder vil investere massivt i at forbedre landets sundhedssektor, hvilket er en gylden mulighed for danske life science virksomheder. Vi har nogle af de bedste virksomheder i verden inden for udvikling af sundhedsteknologi, og det har franskmændene fået øjnene op for ved dette erhvervsfremstød. Danske virksomheder kan gøre en stor forskel i Frankrig, og derfor er tidspunktet helt perfekt, siger Mie Rasbech.

Læs DI's analyse om det franske potentiale

ISS har i dag en solid position inden for sundhedssektoren rundt omkring i verden, som vi naturligvis ønsker at styrke i Frankrig. Christian Steen Larsen, adm. direktør, ISS Communication Services

ISS i offensiven

Én af de virksomheder, der har vundet terræn på det franske marked er danske ISS A/S, der med over 20.000 medarbejdere i Frankrig, er den største udenlandske arbejdsgiver i landet. Ud over det ikoniske Eiffeltårn, leverer selskabet ydelser til en række franske hospitaler og plejehjem.

- ISS har i dag en solid position inden for sundhedssektoren rundt omkring i verden, som vi naturligvis ønsker at styrke i Frankrig. Erhvervsfremstødet er en rigtig god mulighed for at møde centrale beslutningstagere i sektoren - både private og offentlige - og drøfte deres ønsker og krav, samt muligheder for et potentielt videre samarbejde. Vi har mødt mange relevante personer og fået skabt nogle gode kontakter, der forhåbentligt vil materialisere sig yderligere fremover, siger Christian Steen Larsen, adm. direktør for ISS Communication Services, der har hovedsæde i Düsseldorf.

"Vi er taget rigtig godt imod"

En af de største udfordringer for den franske sundhedssektor de kommende år, er den voksende andel af ældre, der har behov for sundhedspleje. I dag er der ca. 13 millioner borgere over 65 år i Frankrig. I 2050 ventes antallet at stige til 20 millioner. Det stigende pres på det franske sundhedsvæsen kan afhjælpes med nye, innovative løsninger, som hjælp til rehabilitering, der er Life Science Robotics særlige ekspertise.

- Vi har besøgt nogle rigtig store hospitalsgrupper i Paris, der er større end jeg havde forestillet mig inden jeg ankom. Vi er blevet taget rigtig godt imod af topchefer og myndigheder, der åbner nogle døre til det franske marked, sige Keld Thorsen, adm. direktør i Life Science Robotics.

- Gennem de seneste fire-fem måneder har vi talt med en potentiel fransk forhandler, der derfor meldte sig til det officielle danske besøg til Frankrig. Det har betydet, at vi nu er kommet et godt skridt videre, og de har fået øjnene op for, hvad en dansk virksomheder kan og vil i Frankrig. Vi er gået ind af en åben dør og er meget, meget tættere på en samarbejdsaftale, fortsætter Keld Thorsen.

Det officielle Danmark med

Det danske Kronprinspar stod i spidsen for erhvervsfremstødet sammen med Danmarks udenrigsminister Jeppe Kofod, sundhedsminister Magnus Heunicke og klima- og energiminister Dan Jørgensen. Fra fransk side deltog en række franske ministre og topchefer.

- Når danske virksomheder rejser ud med det officielle Danmark i ryggen, så giver det et kæmpe skub ind på nye markeder. Især for små og mellemstore virksomheder har det stor værdi, at man kan samles om et fælles dansk life science brand. Det er helt afgørende for at skabe vækst, og høste det eksisterende store eksportpotentiale. Det ser vi frem til at arbejde videre med fremadrettet, siger Mie Rasbech.

Læs også: Abena ser Frankrig i top som eksportmarked

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mie Rasbech

Mie Rasbech

Chef for DI Life Science

  • Direkte +45 3377 3936
  • Mobil +45 2892 4410
  • E-mail mras@di.dk

Relateret indhold