Pengene passer ikke, hvis store grupper af danskere vælger at lade sig pensionere efter 40 år på arbejdsmarkedet, påpeger Dansk Industri på baggrund af ny analyse.

Foto: DI
10.02.19 DI Business Nyheder

Hundredtusindvis af danskere har været 40 år på arbejdsmarkedet

Ny analyse viser, at der er 400.000 personer mellem 55 og 64 år, som har været mindst 40 år på arbejdsmarkedet. Det understreger ifølge DI-direktør, at en ny ret for store grupper til eventuel tidlig pension potentielt kan blive det største tilbageskridt for arbejdsmarkedet i nyere tid.

På en gråvejrs dag i februar kan 40 år på jobbet lyde af meget. Men faktum er, at mere end halvdelen af de 55 – 64-årige i dag allerede har fire årtier på arbejdsmarkedet. Helt præcist er det 57 procent svarende til 400.000 personer, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

Tallene er ifølge fungerende adm. direktør i DI, Kim Graugaard, opsigtsvækkende, fordi de understreger, at det nyligt fremsatte forslag fra Socialdemokratiet om at give mulighed for tilbagetrækning efter et bestemt antal år på arbejdsmarkedet, kan vise sig at have en meget negativt virkning på hele Danmark.

- Hvis politikerne indfører en ny ret til tidlig pension for store grupper danskere, så kan det potentielt blive det største tilbageskridt for vores arbejdsmarked og for dansk økonomi i nyere tid. Vi får færre penge til uddannelse, vi får færre penge til sundhed – og vi får færre penge til at hjælpe dem, der vitterligt er nedslidte og ikke kan arbejde, siger han og tilføjer:

- Hvis Socialdemokratiet ønsker at indføre en ny og generel ret til at trække sig tilbage alene baseret på antal år på arbejdsmarkedet, så er det ikke et forslag, som løser problemer med nedslidning. Så er det et forslag, der i værste fald kan blive en ny form for efterløn, hvor vi sender store grupper af arbejdsdygtige danskere på tidlig pension.

Læs hele analysen.

Selvfølgelig skal vi tage os af de danskere, der er for nedslidte til at arbejde Kim Graugaard, Fungerende adm. direktør

Mange faglærte har 40 års anciennitet

Dykker du ned i DI’s analyse finder du, at der inden for alle uddannelsesniveauer er mange tusinde personer med 40 år anciennitet på arbejdsmarkedet.

Blandt personer med erhvervsfaglige uddannelser i alderen 55 – 64 år finder du ikke mindre end 185.000 personer med 40 år arbejde bag sig. Blandt de ufaglærte er det 102.000, blandt personer med en kort eller mellemlang uddannelse er det 88.000 personer og blandt de højtuddannede er det 24.000.

At der findes så store grupper af personer, der potentielt kunne blive berettigede til tidlig pension, understreger de økonomiske udfordringer ved forslaget, mener Kim Graugaard.

Læs også: DI om S-udspil: Arbejdsdygtige seniorer hører til på arbejdsmarkedet

Fokuser på de nedslidte

Kim Graugaard opfordrer derfor til at sætte kræfterne ind på de ordninger, som netop omfatter nedslidte personer, der nærmer sig pensionsalderen.

- Selvfølgelig skal vi tage os af de danskere, der er for nedslidte til at arbejde. Det er vi som arbejdsgivere fuldstændig enige i. Men så lad os da diskutere de ordninger, som faktisk har noget at gøre med de nedslidte, siger han.

Kim Graugaard peger på, at det blandt andet kunne være relevant at kigge på samspillet mellem fleksjob og seniorførtidspension. De seneste er mange personer kommet i fleksjob, mens relativt få er kommet på seniorførtidspension.

- Vi vil som arbejdsgivere meget gerne med til at se på, om der er behov for at ændre reglerne, så det i højere grad bliver muligt for personer med begrænset arbejdsevne at komme på seniorførtidspension, siger han. 

Læs også: Flittige seniorer er guld værd for Danmark

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk
Relateret