Ørsted blev frifundet i sagen om energikoncernens ret til at bruge navnet Ørsted

Foto: Skyfish
10.05.19 DIB Nyheder

Ørsted-dom giver afklaring på virksomhedsnavne

Ørsted fik fredag Sø- og Handelsrettens ord for, at det var ok at skifte navn fra DONG Energy til Ørsted. DI hilser afgørelsen velkommen, for virksomhedsnavne er et principielt gråzonespørgsmål, som virksomheder grundlæggende ikke burde bekymre sig om.

Energikoncernen Ørsted blev fredag frifundet i en sag, som efterkommere af videnskabsmanden H.C. Ørsted havde anlagt i forbindelse med, at Dong Energy i 2017 skiftede navn til Ørsted.

Sø- og Handelsretten afgjorde sagen til fordel for energikoncernen.

Og det er meget glædeligt, mener Dansk Industri (DI), for tvister om retten til at anvende sine registrerede varemærker betyder usikkerhed om virksomhedernes langsigtede investeringer i at opbygge brands og forretningskendetegn. 

- For virksomhederne er det centralt at kunne investere langsigtet i forretningskendetegn uden risiko for at få frataget deres retsmæssige brug af registrerede varemærker de anvender i tilknytning til deres forretning, siger chefkonsulent Lars Holm Nielsen, DI.

Ørsteds administrerende direktør, Henrik Poulsen, er tilfreds med, at selskabet vinder sagen.

Vores brug af navnet er en hyldest til H.C. Ørsted, som er en af Danmarks største videnskabsmænd gennem tiderne. Ørsteds administrerende direktør, Henrik Poulsen

Der er forskel på varemærker og personnavne

Chefkonsulent Lars Holm Nielsen, DI forklarer, at virksomheder anvender forretningskendetegn som for eksempel logoer og virksomhedsnavne til at skabe identitet og genkendelighed over for kunder og forretningspartnere. 

Det skaber tryghed om oprindelsen for produkter og services samt tillid til at den pågældende virksomhed står inde for kvaliteten.

- Efter DI’s opfattelse burde det være klart, at virksomhederne grundlæggende bør kunne bruge deres registrerede varemærker og virksomhedsnavne uden risiko for sammenblanding med personnavne, siger DI’s chefkonsulent og fortsætter:

- Beskyttelsen af varemærker og personnavne er forskellig. De udspringer af forskellige hensyn og principper. Dermed er det også klart, at personnavne kun undtagelsesvis kan udgøre hindringer mod registrering og brug af varemærker, siger han.

En undersøgelse fra EU-Kommissionen har påvist at de virksomheder, der investerer mere end den gennemsnitlige virksomhed i varemærkebeskyttelse skaber højere vækst og flere jobs.

Af denne undersøgelse fremgår blandt andet at danske virksomheder, der investerer mere end den gennemsnitlige virksomhed i varemærkebeskyttelse, står for mere end 35 procent af Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) og bag hvert fjerde danske job.

Læs også: OECD: Handlen med kopivarer stiger kraftigt

Karen Witt Olsen
Skrevet af:

Karen Witt Olsen

Lars Holm Nielsen

Lars Holm Nielsen

Chef for regelforenkling, iværksætteri og SMV-politik

  • Direkte +45 3377 3562
  • Mobil +45 2013 7756
  • E-mail lhni@di.dk

Relateret indhold