Told, medarbejdere, logistik, valuta og data er blandt de forhold, der vil ændre sig med briternes exit fra EU.

Grafik: Belle Debjerg
19.08.19 DI Business Nyheder

Tjekliste: Bliv klar til Brexit

Betingelserne for samhandel med Storbritannien efter Brexit er endnu ukendte. Her er Dansk Industris værktøjskasse til at forberede virksomheden på de nye tider.

Det er vanskeligt at forudse de fulde konsekvenser af Brexit, hvis briterne forlader EU uden en aftale. De rette forberedelser kan dog mindske virksomhedernes sårbarhed.

Derfor har Dansk Industri (DI) udviklet en værktøjskasse, der kan bruges i virksomheden, når man overvejer, hvordan man bedst kan forberede sig på at navigere virksomheden gennem et såkaldt no-deal Brexit.

Læs også: Kom med til medlemsmøde om Brexit 26. september

Og læs også: Magasinet DI Business med tema om Brexit

Her er hovedpunkterne i DI’s anbefalinger: 

VALUTA

Det britiske pund vil være udsat omkring Brexit. Derfor bør det overvejes, hvor sårbare I er over for et fald i pundets værdi, og hvilke muligheder I har for at håndtere længerevarende svækkelse af pundet.

  • Identificér de områder, hvor virksomheden vil blive påvirket særligt af ændringer i valutakursen samt jeres smertegrænse for, hvor valutakursen skal ligge, før jeres forretning bliver uholdbar.
  • Undersøg muligheder for kurssikring. Det kan blive relevant at flytte aktiviteter til Storbritannien for at fastholde jeres britiske kundekreds. Undersøg evt. om jeres britiske leverandører, der servicerer jeres britiske kundekreds, kan betales i pund.

REGULERING

Storbritanniens erhvervsregulering bygger på EU-lovgivning og vil nok ikke ændre sig fra den ene dag til den anden. Men på længere sigt vil der være usikkerhed, om EU-reguleringer og -standarder respekteres i Storbritannien. Tilsvarende kan man ikke være sikker på, at gensidig anerkendelse af produkter eller af professionelle kvalifikationer fremadrettet respekteres i Storbritannien.

  • Identificér vigtige informationskilder til at forstå konsekvenserne af, hvordan britisk og EU-regulering påvirker virksomheden, og undersøg inden for hvilke områder, I vil være særligt udsatte ved større forandringer.
  • Vær opmærksom på, at certifikater, licenser og autorisationer udstedt af britiske myndigheder ikke umiddelbart vil være gangbare i EU efter Brexit uden udtrædelsesaftale. Det samme kan omvendt gælde EU’s CE-mærkning i Storbritannien.
  • Vær opmærksom på udvikling i britiske regler om forbrugerbeskyttelse, persondatabeskyttelse og markedsføringslovgivning.

KONTRAKTER

Har I kommercielle kontrakter med britiske modparter eller kontrakter underlagt britisk ret, er det relevant at gennemgå jeres kontrakter i lyset af et no-deal Brexit.

  • Få overblik over jeres kommercielle kontrakter, og vurdér risici. Forudsætter kontrakterne eksempelvis, at der er en fælles regulerende myndighed for EU og Storbritannien, eller tillader kontrakterne prisstigninger som følge af told og andre handelsbarrierer?
  • Undersøg, om kontrakterne forudsætter, at der er fri bevægelighed for varer, tjenester og/eller personer over grænsen mellem EU og Storbritannien.
  • Overvej, om I kan begrænse risici i fremtidige kontrakter – eksempelvis ved at styrke kontraktvilkår og -betingelser.
  • Undersøg, om Brexit-klausuler kan skrives ind i kontrakter, og hvilke begivenheder, der skal aktivere en sådan klausul.

MEDARBEJDERE

I tilfælde af et no-deal Brexit vil Storbritannien ikke længere være omfattet af EU’s regler om fri bevægelighed. Det vil få betydning, hvis I har:

  • EU-borgere ansat i eller udstationeret til Storbritannien.
  • Borgere med britisk pas ansat i eller udstationeret til Danmark.

Både den britiske regering, EU og den danske regering har varslet, at de vil indføre regler, der kan afbøde nogle af konsekvenserne for ovenstående medarbejdergrupper i tilfælde af et no-deal Brexit, men det er fortsat uklart, hvad det præcist betyder. Derfor er det afgørende, at I får et overblik over, hvilke medarbejdere I har i ovenstående grupper og løbende følger med i udviklingen.

DATA OG IT-SYSTEMER

Ved et no-deal Brexit vil overførsel af persondata til Storbritannien regnes som en overførsel til et tredjeland, mens det kan blive en stor udfordring at have it-systemer, som ikke er fleksible nok til at håndtere større ændringer i juridiske forhold eller rejsebegrænsninger.

  • Overvej, hvilke konsekvenser det vil have for virksomheden at skulle begrænse dataudveksling mellem EU og Storbritannien. Hvad betyder det for jeres datainfrastruktur og jeres persondatahåndtering?
  • Overvej, hvordan Brexit kan påvirke jeres it-systemer. Er jeres systemer fleksible nok til at håndtere toldbehandling, grænsekontrol, rejserestriktioner, ændrede momsforhold, ændrede juridiske forhold, m.v?
  • Det kan være en god idé at opdatere jeres it-strategi til at kunne håndtere eventuelle større digitale ændringer som følge af Brexit.

ØKONOMI OG FINANSIERING

Hvis jeres adgang til nuværende eller fremtidig EU-finasiering er afhængig af britiske partnerskaber, kan det være relevant at overveje alternative partnerskaber fra andre EU-lande. Hvis Brexit udgør en risiko for jeres nuværende finansieringskilder, kan I overveje alternative adgange til kapital.

  • Gennemgå jeres investeringsplaner. Her er det vigtigt at vurdere, om I bør udskyde eller aflyse investeringer, og om jeres adgang til nuværende eller fremtidig EU-finansiering bliver påvirket af Brexit.
  • Tjek jeres finansieringskilder, og undersøg eventuelt fremtidige finansieringsbehov. Bør I overveje risikospredning, omstrukturering, udskiftning af systemer eller lignende? Ligeledes hvis jeres adgang til EU-finansiering afhænger af britiske partnerskaber, kan alternative partnerskaber fra andre EU-lande overvejes.
  • Vurdér, om Brexit kan påvirke likviditeten (f.eks. valutaudsving og faste administrationsomkostninger) og jeres behov for driftskapital. 

FORSYNINGSKÆDE OG TOLD

Told og grænsekontrol ind og ud af Storbritannien kan påvirke omkostninger, forsyningskæde og konkurrenceevne. Forlader briterne toldunionen, indføres told og virksomheden skal afse tid og administration til toldbehandling og papirarbejde.

  • Forbered jer på varegrænser. Overvej, hvor mange ressourcer I kan bruge på toldbehandling, og hvor mange ekstra omkostninger I kan håndtere. Og hvordan vil grænsekontrol påvirke leveringstider?
  • Tag bestik af jeres kunde- og leverandørkreds og vurdér, om de er udsatte på grund af Brexit.
  • Kortlæg jeres nuværende vareflow ind og ud af Storbritannien og overvej, om produktionen kan flyttes for at undgå told. Vær opmærksom på, at komponenter fra Storbritannien i jeres produkt ikke vil tælle som ”EU-indhold” i forhold til handelsaftaler, som EU har indgået med tredjelande.
  • Vær opmærksom på at blive importør/eksportørregistreret hos skat.dk, med mindre virksomheden i forvejen handler med ikke EU-lande.

Brug DI

  •      Kontakt DI’s certifikatservice: Anette Suhr Rasmussen, ara@di.dk, 3377 3653
  •      Kontakt DI’s europolitiske afdeling: Ulla Lyk-Jensen, ulj@di.dk, 3377 3544

NYTTIGE LINKS

Det kan være svært at skabe sig et overblik over, hvordan man kan forberede sig på et no-deal Brexit. Heldigvis findes der masser af information, som kan hjælpe et stykke af vejen. DI Business har samlet en række relevante links.

Dansk Industris Brexit Toolkit 

Erhvervsministeriets Brexit tjekliste 

Skatteforvaltningens regler for eksport og import af varer uden for EU 

Udenrigsministeriets informationsside om Brexit. Siden samler alle ministeriers information om Brexit til både borgere og virksomheder 

EU Kommissionens info om Brexit: om hvad man være forberedt på, når EU regler ikke længere omfatter Storbritannien 

Brug DI

     Kontakt DI’s certifikatservice: Anette Suhr Rasmussen, ara@di.dk, 3377 3653

     Kontakt DI’s europapolitiske afdeling: Ulla Lyk-Jensen, ulj@di.dk, 3377 3544

Skrevet af:

Uffe Hansen

Anders Ladefoged

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3609
  • Mobil +32 491 569 209
  • E-mail al@di.dk