Ikast-Brande løber for niende gang med titlen som landets mest erhvervsvenlige kommune i 2019, mens Herning kommer ind på en andenplads og Ringkøbing-Skjern på en tredjeplads.

09.09.19 DIB Nyheder

Ikast-Brande er Danmarks bedste erhvervskommune

Ikast-Brande bevarer positionen som Danmarks mest erhvervsvenlige kommune. For niende gang løber kommunen med sejren i DI-undersøgelsen: Lokalt Erhvervsklima

Borgmester Ib Boye Lauritsen (V) er rigtig godt tilfreds. For niende gang ud af 10 mulige løber Ikast-Brande Kommune nemlig med sejren som årets mest erhvervsvenlige kommune i Dansk Industris Lokalt Erhvervsklima.

- For mig cementerer det, at vi gør et godt arbejde i kommunens administration og at vi samtidig har nogle dygtige og professionelle virksomheder, der gerne vil samarbejdet og dialogen med os, siger borgmester Ib Boye Lauritsen (V).

Han har været borgmester i kommunen siden 2018, og det er derfor anden gang han tirsdag modtager vinderprisen for førstepladsen i Lokalt Erhvervsklima. Undersøgelsen er baseret på svar fra 7332 virksomheder, der har bedømt 93 ud af landets 98 kommuner på ni parametre. Blandt de ni indtager Ikast-Brande også førstepladsen i kategorien "Information og dialog med kommunen", mens det bliver til en sjetteplads i "Kommunal sagsbehandling." 

74 virksomheder fra Ikast-Brande Kommune med i alt 4.217 arbejdspladser har deltaget i Lokalt Erhvervsklima 2019. 

Læs hele undersøgelsen Lokalt Erhvervsklima

Det styrker vores selvtillid som erhvervskommune, og viser at vi har en organisation, der har en god kontakt med vores virksomheder. Ib Boye Lauritsen (V), borgmester, Ikast-Brande Kommune

Styrker vores selvtillid

- Det er overdådigt og solidt, at vi har vundet så mange gange. Det styrker vores selvtillid som erhvervskommune, og viser at vi har en organisation, der har en god kontakt med vores virksomheder og som er i stand til at gå i dialog og finde løsninger, siger Ib Boye Lauritsen.

Sejrene i DIs lokale erhvervsklimaundersøgelse er efterhånden blevet en del af grundfortællingen om Ikast-Brande kommune fortæller borgmesteren. Og det er et stærkt kort i markedsføringen.

- Når jeg rejser rundt, er det ikke altid man ved hvem jeg er - men de ved at Ikast-Brande er landets bedste erhvervskommune, så der er tale om stærk branding af området, siger Ib Boye Lauritsen.

Borgmesteren vil gerne holde sig på førstepladsen fremad, men forventer det bliver vanskeligt at bevare den position.

- Det kan jo være marginaler, der afgør, hvem der løber med sejren. Men vi vil gå efter igen at blive nummer et, men jeg vil have det ok med at blive nummer to eller tre. Derimod vil det ærgre mig meget, hvis vi ryger langt led af listen, siger Ib Boye Lauritsen.

Den 10. gang blev Ikast-Brande i øvrigt nummer to.

DI: Særlig kultur i Ikast-Brande

 Ikast-Brande Kommune har gjort en flot indsats for det lokale erhvervsliv. Det kvitterer virksomhederne for ved at sende kommunen helt i top på ranglisten, siger DI's adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

- Opskriften på succes er ikke enkel. Der er tale om en helt særlig kultur og en holdning i kommunen gående på, at de lokale virksomheder spiller en helt essentiel rolle, når det gælder om at skabe arbejdspladser og udvikling. Det har kommunen virkelig gjort en ekstra indsats for, og det kan mærkes, siger han.

Rollemodel kan styrke konkurrencekraft

Kommunen har sat dialogen med virksomhederne højt og skabt stærke bånd mellem lokalpolitikere og erhvervslivet. Derfor samarbejder de om fælles udfordringer, hvilket kan inspirere andre kommuner.

- Kan vi få det til at fungere i hele Danmark, som det gør i Ikast-Brande, vil det virkelig styrke vores internationale konkurrencekraft. Det giver velstand til samfundet, og det giver virksomhederne lyst og mulighed for at investere, siger Lars Sandahl Sørensen.

Fakta

FAKTA OM LOKALT ERHVERVSKLIMA 2019

 

·         Ikast-Brande løber med  titlen som den mest erhvervsvenlige kommune i 2019, mens Herning kommer ind på en andenplads og Ringkøbing-Skjern på en tredjeplads. 

·         I år udmærker Thisted, Silkeborg, Skive og Lemvig sig og rykker ind i top ti.

·         22.500 virksomheder har i perioden april-maj modtaget spørgeskema om erhvervsvenligheden i deres kommune. 7.332 virksomheder har deltaget i undersøgelsen.

·         Svarene repræsenterer 370.000 arbejdspladser inden bl.a. produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service.

·         Virksomhedsledernes bedømmelser vejer to tredjedele af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistik som skat, sagsbehandlingstid og uddannelsesniveau mv.

·         93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre ø-kommuner  - Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø - indgår ikke.

·         Læs mere her: www.di.dk/le

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Kent Damsgaard

Kent Damsgaard

Politisk direktør

  • Direkte +45 3377 3090
  • Mobil +45 2585 3216
  • E-mail ked@di.dk

Relateret indhold