24.01.20 DIB Nyheder

Stadig lav tillid til europæisk økonomi

Nye tal fra Markit PMI viser, at indkøbscheferne i Europa stadig ser negativt på udvikling i europæisk økonomi. Det er dårligt nyt for danske eksportvirksomheder.

De europæiske indkøbschefers vurdering af den økonomiske situation er uændret i januar på indeks 50,9. En indeksværdi omkring 50 viser tegn på stilstand.

- Indkøbschefernes humør viser desværre ikke tegn på tiltagende vækst her i starten af 2020. Det kan ikke ses på indkøbschefernes humør, at der er tøbrud i handelskrigen mellem USA og Kina, og at vi har fået mere afklaring om briternes afgang fra EU den 31. januar. De endelige handelsaftaler mangler fortsat at blive forhandlet på plads, og derfor er usikkerheden stadig stor, siger chefanalytiker i DI Allan Sørensen.

- Det fortsat lave humør varsler desværre, at væksten i europæisk økonomi fortsat er meget svag her i starten af 2020. Det er dårlige nyheder for danske eksportvirksomheder, som sælger til vores europæiske nærmarkeder, siger Allan Sørensen, der understreger, at indkøbschefernes vurdering af udviklingen er et vigtigt tal for europæisk økonomi.

- Tallene for europæisk PMI et vigtigt nøgletal. Der har traditionelt været en meget tæt sammenhæng mellem indkøbschefernes vurderinger og væksten i økonomien. Stemningen blandt de europæiske indkøbschefer er derfor en utrolig god forudsigelse af den samlede økonomiske aktivitet. Desværre er humøret ikke præget af optimisme, siger Allan Sørensen.

Indkøbschefernes vurdering gik lidt frem i Tyskland og tilbage i Frankrig. For eurozonen samlet set var indekset uændret i januar. Det er servicesektoren, der trækker fremgangen, vurderingerne fra indkøbscheferne i industrien har indeksværdier under 50, og varsler dermed fortsat tilbagegang i tysk industri.

- Det er især indkøbscheferne fra tysk industri, der stadig ser sort på den aktuelle situation og venter faldende aktivitet. Vi har en stor eksport af underleverancer til tysk erhvervsliv, og den er desværre ramt af faldende produktion og ordreindgang, siger Allan Sørensen.

Servicesektoren ser ikke så negativt på udviklingen.

- Servicevirksomhederne er mere optimistiske i deres vurderinger end virksomhederne i industrien. Servicesektoren har meget salg direkte til forbrugerne, og nyder godt af at forbrugerne oplever lav ledighed, lave renter og stigende købekraft, siger Allan Sørensen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold