Kommerciel direktør Hugo Dorph i Solars hovedafdeling i Vejen, hvorfra byggematerialer fordeles til hele branchen. Blockchain kan øge produktiviteten og mindske spild af kræfter og energi, forventer han.

Foto: Christer Holte
03.11.20 DIB Nyheder

Byggeriet tester digitalt superlim

Blockchain-teknologien, der også karaktiseres som digitalt superlim, kan skabe en ny fælles spilleplade for alle aktører i byggebranchen, forudser Solar A/S og HD Lab ApS. Gevinsterne er øget produktivitet og bæredygtighed samt et stærkere samarbejde.

Et banebrydende projekt er lige nu ved at teste grænserne for digitale løsninger samt en hel sektors teknologiparathed. Projektet hedder Byggeriets Blockchain, hvor der nu udvikles og testes digitale teknologier i byggesektoren. Det har potentiale til at øge produktiviteten, mindske klimaaftrykket og som et tredje centralt element at styrke samarbejdet virksomheder imellem.

Det forklarer Hugo Dorph, der er kommerciel direktør i Solar A/S, som er en stordistributør af tekniske installationsmaterialer til byggesektoren. Virksomheden medvirker i projektet og ser et potentiale.

– For Solar er vi naturligvis interesserede i at blive mere effektive, og det kan øget digitalisering i vores produktionsapparat hjælpe med. Men det handler også om at hjælpe vores kunder med at blive mere produktive. Det er en fordel for dem, og dermed en fordel for os, siger han og uddyber:

 – Projektet handler i høj grad om at dele information og om åbne standarder. Det kan måske umiddelbart lyde lidt kontraintuitivt i en så konkurrencepræget sektor som byggeriet. Men kan vi få en fælles ny spilleplade, så vil det i realiteten være en hjælp for alle parter.

Læs også: Blockchain-projekt skal komme alle aktører til gode

Ny teknologi i nyt lys

Der er ikke nyt, at virksomheder udvikler og implementerer digital teknologi. Men projektet Byggeriets Blockchain skal ses i et helt andet lys. Det handler lige så meget om standarder og samarbejde.

Blockchain er i dag nok mest kendt som den digitale teknologi, der ligger bag krypto-valutaer som Bitcoin. Der er mange sammenfald med den teknologi, som projektet Byggeriets Blockchain bygger på, men der er også forskelle. Derfor skal man ikke lade sig skræmme, forklarer Niels Falk. Han er direktør for virksomheden HD Lab ApS, der var med til at starte projektet, og som er med til at udvikle selve teknologien.

– Blockchain er en meget specifik teknologi, som grundlæggende handler om at kæde blokke af data sammen. Brugerne bliver valideret, og der er sat specifikationer på, hvad de kan tilføje af data. På den måde kan man spore og følge en sag præcist, siger han.

Teknologien er kompleks, men der er stort potentiale.

– Specielt i byggebranchen, hvor der sker mange datatransaktioner, og hvor transparens er en fordel. Det er dog stadig en helt ny teknologi. Man kan sammenligne det med, hvor internettet var i 1999. Vi er først lige begyndt at udforske mulighederne, siger Niels Falk.

Stort potentiale

Blockchain kan være teknologisk fundament for alle de sager, forsendelser, spørgsmål og svar, som følger med leverancer inden for byggeriet. Det er kernen i de muligheder, som teknologien åbner for, fortæller Solars kommercielle direktør Hugo Dorph. Han ser samtidig, at byggebranchen har plads til effektiviseringsgevinster – til glæde for alle parter.

– For at forstå potentialet, kan man se på, hvordan tingene foregår i dag. I Solar har vi allerede stort fokus på digitaliseringen. 70 – 80 procent af vores ordrer kommer ind digitalt. Men vores samarbejde og koordinering med andre aktører foregår stadig manuelt med telefon, e-mail osv. Der er plads til yderligere automatisering og effektivisering, siger han.

Læs også: Digitale værktøjer viser en vej ud af coronakrisen

Materialer flyttes syv gange

Ifølge Hugo Dorph bliver en leverance af byggematerialer gennemsnitligt flyttet syv gange, før den bliver installeret. I processen kan materialer forsvinde eller blive skadet af vejr og andre ting, hvilket er ekstremt ineffektivt. Det kan blockchain være med til at ændre.

– Blockchain kan hjælpe med at få overblik. Det kan vise, hvem gør hvad. Det kan sørge for, at alle involverede har 100 procent styr på, hvor en leverance er – og sørge for at den ender det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det udgør en stor produktivitetsforbedring og en minimering af energiforbruget, siger han.

Læs eksempel på blockchain i nedenstående faktabox. 

Tip: Tryktest blockchain i din virksomhed

Blockchain kan bruges i mange virksomheder, men først skal man overveje om teknologien passer ind, fortæller direktør Niels Falk, HD Lab ApS:                                                                                         – Er man flere parter, som er interesserede i at gå sammen på tværs og indsamle relevant data for at dele det åbent, effektivt og automatiseret, kan blockchain være en løsning. Blockchain er en meget specifik måde at bygge databaser på med et sæt spilleregler om validering, kryptering og struktur. Har man en idé eller en udfordring, der matcher den struktur og de spilleregler, bør man kigge nærmere på teknologien.

Fakta

BLOCKCHAIN I PRAKSIS: EN PALLE VARER

Blockchain er en underliggende teknologi, som en slutbruger ikke vil kunne se. Det kan for eksempel sammen med trådløse tracking-­teknologier muliggøre følgende eksempel:  

ENTREPRENØREN på et byggeri bestiller en palle med materialer leveret til et specifikt tidspunkt og sted. Det er en klimafølsom vare, der ikke kan tåle regn. Sagen bliver krypteret og får et nummer. Alle involverede parter får adgang til de oplysninger, der er relevante for dem.

LEVERANDØREN bestiller pallen med varen fra en producent og modtager den efterfølgende. Entreprenøren justerer pludselig tidsplanen med en uge pga. dårligt vejr. Det ved alle øjeblikkeligt. Varen forbliver på leverandørens tørre lager og venter på afskibning. 

TRANSPORTØREN afhenter pallen. En ulykke betyder, varen bliver ødelagt. Vognmanden melder det ind, og leverandøren bestiller straks en ny vare. Entreprenøren ved med det samme, at montagen er udskudt to dage. Når den nye vare er klar, bliver den afhentet af transportøren.

MONTØREN modtager pallen med den nye vare. Den ankommer på præcis på det tidspunkt og sted, som er ønsket. Den kan monteres øjeblikkeligt og der er ingen spildtid. Entreprenøren tjekker og validerer straks montørens arbejde, der automatisk modtager betaling.

BYGHERREN kan se, at entreprenøren har bestilt, modtaget og monteret endnu et vigtigt element i byggeriet. Dermed kan bygherren se, at entreprenøren gør sit for at undgå spildtid og følge byggeriet tæt – og at tidsplanen og budgettet holder.

Kilde: HD Lab, Solar, Dansk Industri

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Søren Cajus

Søren Cajus

Chef for Dansk Byggeindustri

  • Direkte +45 3377 3913
  • Mobil +45 2851 1969
  • E-mail scp@di.dk

Relateret indhold