DI: Giv selvstændige adgang til krisedagpenge
Dansk Industri er klar med flere konkrete forslag til regeringen, som kan bremse risikoen for, at SMV'er bukker under i corona-krisen.
Stadigt flere små og mellemstore virksomheder mærker de økonomiske konsekvenser af corona-krisen – det gælder i høj grad også enkeltmandsvirksomheder.
DI foreslår fem politiske initiativer, der kan holde hånden under SMV’erne og få dem bedst muligt igennem krisen. Blandt forslagene er, at økonomisk nødstedte selvstændige skal have mulighed for at modtage dagpenge.
Læs DI’s forslag her: 5 forslag til gavn for SMV’erne
- Tingene udvikler sig dag for dag, og stadig flere SMV’er og selvstændige er så pressede, at de risikerer at dreje nøglen om. Det skal vi have stoppet, og en af vejene er at give de selvstændige mulighed for at få dagpenge uden at lukke deres virksomhed, så de kan klare sig igennem denne svære periode, siger direktør Kent Damsgaard, DI.
Ifølge DI-forslaget skal selvstændige medlemmer af a-kasser kunne få dagpenge i op til tre måneder uden at lukke deres virksomhed, hvis de oplever en nedgang i omsætning på mindst 30 pct.
Øget likviditet til SMV'er
Som en anden del af udspillet foreslår DI flere tiltag, som med det samme kan sikre mere likviditet til de pressede SMV’er.
- Regeringen har præsenteret flere gode tiltag i dag om at udskyde kommende moms og B-skat. Det er godt og klogt, men der også brug for noget, der virker nu og her. Vi foreslår derfor at udskyde indbetaling fra B-skat også for marts og tilbageføre den moms, der netop er blevet afregnet, siger Kent Damsgaard.
Hold fast i kontrakter
DI foreslår også, at regeringen sikrer, at offentlige myndigheder vedstår deres kontraktlige forpligtelser, og at offentlige myndigheder ikke med årsag i corona-situationen vil påberåbe sig force majeure over for deres aftaleparter.
- Vi taler med mange små virksomheder som oplever, at de bliver presset af de offentlige myndigheder på deres kontrakter. Her bør de offentlige myndigheder yde deres bidrag til at holde hånden under SMV’erne, så de ikke uden videre aflyser aftaler uden betaling på grund af corona, siger Kent Damsgaard.
Som en femte del af udspillet foreslår DI, at alle erhvervshuse bør stå klar med corona-beredskab, som kan give sparring og vejledning til virksomheder, der er akut udfordret af corona-krisen.
Læs også: DI: Udskudt skat er godt skridt for trængte SMV’er
En af vejene er at give de selvstændige mulighed for at få dagpenge uden at lukke deres virksomhed, så de kan klare sig igennem denne svære periode. Kent Damsgaard, Politisk direktør
DI's 5 forslag i kort form
Læs DI’s forslag i fuld længde her: 5 forslag til gavn for SMV’erne
1: Dagpenge til selvstændige
Selvstændige medlemmer af a-kasser skal kunne få dagpenge i op til tre måneder uden at lukke deres virksomhed, hvis de oplever en nedgang i omsætning på mindst 30 pct. og i forvejen har en vis omsætning.
2: Udskyd indbetaling af b-skat for marts
Det er positivt, at regeringen vil udskyde betaling af de kommende to b-skatterater for april og maj til hhv. juni og december. Men forslaget burde ideelt også have omfattet marts-indbetalingen, der forfalder 20. marts.
3: Tilbagefør indbetalt moms for seneste kvartal
De mindre virksomheder, der afregner moms kvartalsvis og halvårligt, har netop afregnet og indbetalt moms. De får ikke umiddelbart gavn af en udskudt betalingsfrist. Derfor kan det overvejes at tilbageføre den netop afregnede moms.
4: Fasthold kontrakter mellem virksomheder og offentlige kunder
Regeringen bør sikre, at offentlige myndigheder vedstår deres kontraktlige forpligtelser, og ikke med årsag i corona-situationen påberåber sig force majeure og aflyser aftaler uden betaling. Samtidig opfordrer vi generelt offentlige kunder til hurtig og rettidig betaling af deres private leverandører. Regeringen kan tydeliggøre dette for alle offentlige indkøbere.
5: Erhvervsfremmesystemet skal hjælpe
Landets erhvervshuse bør stå klar med corona-beredskab, som kan give sparring og vejledning. Early Warning-ordningen tilbyder sparring så kriseramte virksomheder enten kommer tilbage på rette spor, minimerer tab ved lukning eller får hjælp til at komme videre efter konkurs.
Info om COVID-19
Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.