- Jeg ved, at min oldefar i sin tid besøgte kunder sydpå i byer som Kiel og Lübeck. Efter genforeningen blev markedet tydeligt mindre. Men så måtte han jo rejse mere nordpå og sælge malt til de danske bryggerier i købstæderne i Jylland efterfølgende. Man har fundet sig til rette, fortæller Kim Fuglsang, der er direktør i Fuglsang Maltfabrik og Bryggeri.

Fuglsang-familien har siden 1865 produceret øl i Haderslev, som på det tidspunkt netop var blevet erobret af Prøjsen.

Men det forhindrede ikke etableringen af bryggeriet, som efter en lidt hård start fik succes med både sit øl og senere en voksende produktion af malt. 

I 1920 var både bryggeri og maltfabrik så veletableret, at genforeningen og den nye grænsedragning ikke fik fatale konsekvenser. Det gjorde den til gengæld for andre virksomheder.

- Området var dengang landbrugsdomineret, men der var også forskellige former for industri omkring de større byer og så var der teglindustrien på Als. Men i 1920 var hele Slesvig præget af fire års krig og derefter af usikkerheden omkring genforeningen. Hvornår ville den ske – og hvor stort et område ville det dreje sig om? fortæller historiker Morten Andersen, som har skrevet ph.d.-afhandling om de økonomiske konsekvenser af genforeningen.

Så selv om de danske politikere havde store ambitioner om hurtigt at få Nordslesvig smeltet sammen med det øvrige Danmark, så blev det både en sværere, dyrere og mere langvarig proces end beregnet, fortæller han.

- Efter genforeningen mistede både landbruget og industrien deres tyske hjemmemarked, mens det forblev svært at komme ind på det danske. Man kan sige, at både Nordslesvig og Sydslesvig blev udkantsområder i hver sin nationalstat, siger Morten Andersen.

Læs også: Dansk Byggeri stemmer ja til sammenlægning med DI

Mange teglværker blev til få

En af de industrier, der havde blomstret i grænseområdet i perioden før 1. verdenskrig var teglværkerne. Både Prøjsen (senere Tyskland) og Danmark gennemførte sidst i 1800-tallet mange store infrastrukturprojekter, men 1. verdenskrig satte en stopper for investeringerne – og genforeningen afskar efterfølgende de nordslesvigske teglværker fra det tyske marked.

De teglværker, der blev stående, var dem, der havde fulgt med den teknologiske udvikling. Et af dem var Petersen Tegl i Broager, som allerede i 1791 havde fået tilladelse af Kong Christian 7. til at drive teglværk.

- Den største forskel for os var, at den salgssammenslutning, som vi var del af, blev splittet i to – en dansk og en tysk. Men vi fremstiller jo mursten, og dem var der også brug for i Danmark, fortæller Christian A. Petersen, der er 7. generation af familien Petersen på teglværket.

Hans to døtre – næste led i familiehistorien – er i dag også med til at drive virksomheden, der fortsat udmærker sig gennem en kombination af traditionelt håndværk og moderne produktudvikling, som har givet god adgang til verdensmarkederne.

Læs også: Styrtdykkende eksport får fremstillingsvirksomhederne til at drosle ned

Dyr omstilling til danske forhold

Men for mange andre virksomheder blev genforeningen dødsstødet. For at tilpasse produktionen til danske forhold måtte især mange landbrugsbedrifter optage store lån, som viste sig svære at betale tilbage – bl.a. pga. styrkeforholdet mellem den tyske mark og den danske krone. Det betød en bølge af konkurser allerede i begyndelsen af 1920erne og igen i forbindelse med den store krise i 1930erne. Landbrugets nedtur smittede af på hele erhvervslivet, og først efter 2. verdenskrig begyndte den økonomiske udvikling i Sønderjylland for alvor at vende.

- Man kan altså ikke umiddelbart sige, at genforeningen var god for erhvervslivet. Men man kan på den anden side heller ikke vide, hvordan det ellers havde udviklet sig. I samme periode skete der jo også en stor omstrukturering og centralisering i det øvrige samfund. Og hvem ved? Måske var det på lidt længere sigt meget godt for Nordslesvig, at området ikke blev så involveret i 2. verdenskrig, som det ellers ville være blevet, påpeger Morten Andersen.

Som historiker er han ikke meget for at spekulere i, hvad der kunne være sket. En lære af historien er dog, at grænsedragning kan have store økonomiske konsekvenser for grænseregioner – men også, at alt ikke kan gøres op i penge, påpeger Morten Andersen.

- Nu blev der ikke blev lavet den slags meningsmålinger i 1920, men der har formentlig været en del dansksindede erhvervsdrivende i Slesvig, der var splittede mellem deres nationalfølelse og deres økonomiske fornuft, når det kom til genforeningsspørgsmålet, siger han.  

Læs også: Prisvinder vil bruge pris som løftestang til eksport

Nej tak til nye grænser

Det kan Kim Fuglsang fra bryggeriet Fuglsang godt leve sig ind i, selv om hans familie i dag tilhører det, der ved genforeningen blev det tysksindede mindretal i Sønderjylland.

- Som erhvervsdrivende er man jo nødt til at se på, hvor markedet er, og sådan er det jo også at være arbejdsgiver. Som virksomhed i grænselandet har vi altid haft mennesker med forskellig baggrund ansat. Og i den forbindelse har vi altid set på fagligheden fremfor sindelaget. Har vi at gøre med en dygtig brygmester eller en god eksportchauffør? Så er det ligegyldigt, hvilket sprog personen taler, siger han.

Han mener grundlæggende, at det at have sin base i en grænseregion kan være med til at give en et internationalt udsyn, som er nødvendigt, når man som virksomhed skal ud på eksportmarkederne.

- Min bedstefar rådede os altid til at lære sprog: dansk, tysk, engelsk og også gerne et latinsk sprog. Derfor kan det også godt ærgre mig lidt, at mange unge sønderjyder er blevet mere anglificerede og mindre interesserede i at lære tysk. For sprog åbner nogle døre, fortæller Kim Fuglsang.

Fuglsang-familiens maltfabrik sælger i dag 75 pct. af sin malt til udlandet, og direktøren er derfor glad for, at verden – først med Fællesmarkedet og siden med EU’s mange handelsaftaler – har åbnet sig op. Det er Christian A. Petersen fra Petersen Tegl enig i. Han glæder sig både over sit teglværks fine placering ved Nybøl Nors rige forekomster af ler fra istiden og den gode adgang til havets transportveje, som er med til at styrke de internationale forbindelser.

- I dag går 30 pct. af vores produktion til hjemmemarkedet, mens resten går til eksport. Vi sælger i dag mursten til 47 lande og 16 amerikanske stater. Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre med så basalt et produkt, siger Christian A. Pedersen.

Før verdenskrigene og genforeningen var der omkring 50 teglværker i området. Ud af de seks teglværker, der er tilbage i dag, ejer Petersen Tegl de tre.