Per Smith er tømrermester og ejer Præstbro Tømrer-og Snedkerforretning Aps og Dybvad Køkkener. Firmaet bygger parcelhuse fra bunden og tegner, designer, bygger og fremstiller køkkener samt monterer disse for private kunder og boligforeninger.

04.09.20 DIB Nyheder

Tømrermester: Min type virksomhed er ved at uddø

Der ligger en opgave i at få fat i de små virksomheder og forstå vores hverdag. Vi trænger til noget forenkling, siger tømrermester Per Smith. Han frygter, at hans type virksomhed er ved at uddø og håber på debat om lettere hverdag for små virksomheder.

”De små tømrervirksomheder med få svende og lærlinge, der kommer hele vejen rundt i faget, risikerer at forsvinde inden for bare ti år.”

Sådan siger Per Smith, der ejer Præstbro Tømrer-og Snedkerforretning i Præstbro og Dybvad Køkkener i Nordjylland. Han håber, at sammenlægningen af Dansk Byggeri og Dansk Industri kan åbne op for en debat om, hvordan man kan gøre hverdagen lettere for de små virksomheder.

Tømrerfaget er jo verdens bedste fag. Vi kan arbejde under åben himmel, og vi skaber monumenter. Når jeg kører rundt med mine børn – der snart er blevet så store, at jeg skal til at køre rundt med børnebørn – så kan jeg pege ud og sige: ’Det hér hus har jeg bygget, og du kan tro, det var snevejr dengang.’ Stort set alt det, jeg har bygget, står der stadigvæk, og det giver en utrolig tilfredshed. Per Smith, ejer af Præstbro Tømrer-og Snedkerforretning i Præstbro og Dybvad Køkkener

Nye køkkener under corona   

Tømrermester Per Smith er lige kommet hjem efter en aktiv formiddag på værkstedet i Dybvad, hvor han har lagt sidste hånd på et køkken, der skal monteres hos en privat kunde. Per Smith driver de to forretninger og har de fleste af sine kunder i Nordjylland.

- Jeg har drevet min tømrerforretning siden 1986. Jeg beskæftiger mellem to og fire svende og en lærling, og vores opgaver er især at bygge parcelhuse og lave køkkener for ’Hr. og Fru. Jensen’, boligforeninger og andre håndværksmestre. Under corona-krisen har vi solgt rigtig mange køkkener – for når folk går rundt derhjemme, sker der ofte det, at de beslutter sig for at gøre noget ved deres hus. Og så kigger de ned i deres tegnebog, hvor der ligger en masse penge, som de ellers skulle have brugt på en ferie, siger Per Smith.

Så corona-krisen har været god for din tømrervirksomhed?   

- Ja, lige nu laver vi to-tre køkkener om ugen, så vi er glade og tilfredse. Men det, jeg kan frygte, er, at vi får et hul i bestillingerne længere fremme. Så måske rammer corona-krisen os først om et år eller to, siger Per Smith og fortsætter:

- Normalt bygger vi tre-fem parcelhuse om året. Det er huse, som vi bygger helt fra bunden, men det bliver sværere og sværere for os at få den type opgaver. Det er blevet meget mere kompliceret at lave en byggeansøgning, end det var tidligere. Og jo mere indviklet, det bliver – des bedre bliver det for de store virksomheder. For de har jo folk ansat til kun at lave papirarbejdet, lyder det fra Per Smith.  

Nu bliver Dansk Byggeri og Dansk Industri lagt sammen. Hvad tænker du om det?

- At det er det eneste rigtige. Mange af mine kolleger siger: ’Det hele bliver så stort, at vi ikke får nogen indflydelse.’ Men Dansk Byggeri ER allerede en stor organisation, hvor hovedaktiviteterne foregår i København og Aarhus. Nu får vi nogle embedsfolk i nærområdet, for Dansk Industri har jo et kontor i Aalborg. Og jeg tror, at det vil gøre det lettere for os som lokale firmaer at tale vores sag og være med til at sætte en politisk dagsorden, siger Per Smith.  

Hvor ser du den vigtigste opgave for Dansk Byggeri lige nu?

- Der skal gøres noget nu, hvis kulturen med ’de små mestre’ skal bevares. Den type virksomhed, som jeg har, har en høj gennemsnitsalder. Og der står ikke en ny generation klar til at tage over – for hele tømrerfaget er i forandring. Når jeg kigger mig omkring i branchen, så er der masser af nye virksomheder, der starter op , men det er ’arme og ben’- firmaer. Det er en tømrer, der starter med sin værktøjskasse – og så går han ud og laver det arbejde, han bliver hyret ind til, ofte af typehusfirmaerne. Materialer tager han ikke stilling til, og han har jo heller ikke lærlinge. Så hele kulturen med at oplære lærlinge begynder langsomt at smuldre, og hvis vi ikke gør noget, tror jeg den er væk om bare ti år. Og det skal vi arbejde med på et højere plan.

Hvorfor er det vigtigt?

-Fordi det er firmaer som mit, der udlærer de mest fleksible lærlinge, som kommer hele vejen rundt i tømrerfaget. Jeg har prøvet at få en svend ud, der aldrig havde prøvet at sætte en dør i. Jeg var ved at falde ned af stolen, da jeg så det, siger Per Smith.

Hvad tænker du, at Dansk Byggeri og Dansk Industri kan gøre for at hjælpe jer?

-Der ligger en opgave i at få fat i de små virksomheder og forstå vores hverdag. Vi trænger til noget forenkling, siger Per Smith. Som lille tømrerfirma skal han udfylde den samme mængde papirer til myndighederne som en stor virksomhed, for eksempel når det handler om arbejdsmiljø, fortæller han.  

Læs også: Skou Gruppens direktør: Byggeriet kan gå med rank ryg ind i Dansk Industri

Arbejdsmiljø ’gennem hænder og mund’

-Men i de små virksomheder er arbejdsmiljøet noget, det bliver klaret ’gennem hænder og mund’. Svendene får at vide om morgenen: Husk lige sikkerhedsskoene og sikkerhedsselen. Man passer godt på sine medarbejdere, men det bliver ikke altid skrevet ned på et papir, som man gør i de store virksomheder, siger Per Smith.

- Og du skal jo have 10-15 mand ansat, hvis du skal have råd til en kontormedarbejder. Men mit firma bliver ikke større, for jeg vil gerne have næsen ned i alting – og jeg jagter ikke en høj omsætning, men et fornuftigt årsresultat. Men det betyder også, at jeg skal have alle kasketterne på, på samme tid. Når jeg står oppe på et tag, skal jeg pludselig tage stilling til en indviklet byggeansøgning eller til dokumentation af arbejdsmiljøet. Og det er svært. Så det er virksomheder som min, der kommer til at uddø, forudser Per Smith.

Er du nervøs for, at de små virksomheder skal blive glemt i sammenlægningen?

-Nej, det er jeg egentlig ikke, for jeg tror, at både Dansk Byggeri og Dansk Industri gerne vil hjælpe de små virksomheder. Men de små firmaer skal også SELV komme på banen. Hver gang, Dansk Byggeri afholder et kursus, så kommer ’de små mestre’ ikke. Og hvorfor gør de ikke det? Fordi de er bagud med deres kontorarbejde. Så den store opgave bliver at få kaldt mestrene til torvs. Nu nærmer jeg mig de 60 år, så det er jo ikke mig, der skal trække det her læs. Men jeg håber, at vi kan få de unge mestre med, så vi sammen kan arbejde for en mere enkel hverdag uden for meget papirarbejde, lyder det fra Per Smith.

Læs også: ”Det er vigtigt, at vi som branche træder et skridt frem– så vi kan få sikret os den indflydelse, vi burde have”

Info om COVID-19

Find DI’s og myndigheders hjælp, links og kontaktpersoner på dette site, hvor du også kan se arbejdsgivernes FAQ og DI’s svar.

Få vejledning om coronavirus

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter Stenholm

Peter Stenholm

Vicedirektør

  • Direkte +45 7216 0102
  • Mobil +45 4117 4736
  • E-mail pss@di.dk

Relateret indhold