29.09.21 DIB Nyheder

DI: Erhvervstillid har toppet – opsving ramt af mangel på medarbejdere

Nye tal viser, at erhvervslivets tro på fremgang i den nærmeste fremtid er dalende – mangel på arbejdskraft er en vækstbarriere for 6 ud af 10 virksomheder

På trods af fremgang i dansk og international økonomi er virksomhedernes forventninger til efterårets produktion og omsætning faldet for anden måned træk. Det viser nye tal for Danmarks Statistiks erhvervstillidsindikator, som er faldet i både august og september. Erhvervstillidsindikatoren er en temperaturmåling på stemningen i erhvervslivet og opsummerer virksomhedernes vurdering af ordrebeholdningen, færdigvarelagret og produktionen de kommende tre måneder. Tilbagegangen illustrerer, at virksomhedernes salg og omsætning nu for alvor begrænses af mangel på materialer og arbejdskraft, mener Dansk Industri.

- Krisestemningen har sluppet erhvervslivet, men det er stadig for tidligt at tage opsvinget for givet. Erhvervstilliden har peaket for nu, men det skyldes ikke mangel på kunder. Kunder er der masser af, men virksomhederne kan ikke tage flere ordrer ind. 6 ud af 10 af vores medlemmer peger på manglen på kvalificerede medarbejdere som den største vækstbarriere lige nu. Det er næsten en fordobling, siden vi spurgte før sommerferien, siger Morten Granzau Nielsen, chef for Økonomisk Politik og Analyse i Dansk Industri.  

- Manglen på arbejdskraft har aldrig været større. Samtidig mangler der materialer og udstyr i mange brancher. Især hører vi fra vores industri- og byggevirksomheder, at der er lange leveringstider på nødvendige råvarer og at priserne stiger. Der er reelle vækstudfordringer i store dele af økonomien, siger Morten Granzau Nielsen.

Læs også: Venstre: Vi vil skaffe 25.000 medarbejdere

Erhvervstillidsindikatoren er et godt pejlemærke for udviklingen i dansk produktion. Den er faldet fra en værdi på 114,0 i august til 113,6 i september. En værdi på 100 angiver gennemsnittet for perioden 1990 til 2018. En værdi under 100 indikerer, at stemningen i danske virksomheder er dårligere end i en normal måned. Nedgangen i konjunkturindikatoren fra august til september er drevet af et fald i den forventede omsætning i detailhandlen.

- Det er nødvendigt for både den grønne omstilling og for opsvinget, at erhvervstilliden ikke fortsætter med at falde. Uden materialer og medarbejdere kan virksomhederne ikke levere det, kunderne efterspørger. De konkrete vækstudfordringer kan kun løses, hvis regeringen og Folketinget får flere – og ikke færre – med i arbejdsfællesskabet på kort sigt, siger Morten Granzau Nielsen.

Læs også: Virksomhederne mangler 32.000 medarbejdere

Mangel på arbejdskraft var det største tema på DI's topmøde den 28. september. Se DI-direktør Lars Sandahl Sørensens indspark til regeringen om udfordringen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold