1-års lærling Mie Vibeke Neumers Christensen valgte at gå i tømrerlære hos Skou Gruppen i Hørsholm, fordi hun havde svært ved at sidde stille og gerne ville ud og bruge sin krop efter Folkeskolen.

Foto: Thomas Arnbo
10.09.21 DIB Nyheder

Skou: Hver fjerde lærling skal være en kvinde

Skou Gruppen A/S tiltrækker nemt lærlinge, men byggevirksomheden vil være bedre. Målet er op mod 25 pct. kvinder i lære. Et af ejerleder Martin Skou Heidemanns midler er bedre takt og tone i skurvognene.

I 20 år har Martin Skou Heidemann været adm. direktør for den byggevirksomhed, han selv startede som tømrermester. I dag er han far til store døtre – og en lille smule flov.

- Jeg kan ærligt sige, at jeg er lidt flov over, at jeg har været fartblind overfor den platte kultur, der kan være på byggepladser for eksempel i form af plakater med nøgne damer i skurvognene. Den stopper nu.

Skou Gruppens adm. direktør har egentlig ikke noget problem med at tiltrække hverken lærlinge i det hele taget eller kvindelige lærlinge. Han vil bare gerne være bedre og er klar til at gå forrest.

- At sætte en stopper for en dårlig kultur er en ledelsesopgave – uanset om det er alkohol, rygningen eller plathed. Vi har besluttet, at vi vil have flere kvindelige lærlinge, og hvis takt og tone står i vejen, ændrer vi den, siger Martin Skou Heidemann.

Læs også: LEGO Koncernen får kvinder ombord i mandefag

På kort sigt drømmer jeg om at blive svend og arbejde som tømrer. På lang sigt drømmer jeg om at starte mit eget firma, måske sammen med nogle andre. Mie Vibeke Neumers Christensen, 19-årig tømrerlærling, Skou Gruppen A/S

Tager pigerne med ud

Byggevirksomheden i Hørsholm har i dag fire kvindelige lærlinge men overvejer at fordoble antallet til otte, så op til 25 procent af de i alt 30 lærlinge fremover er kvinder.

Skou Gruppen får allerede mange ansøgninger om læreplads - også flere end den kan bruge. Den adm. direktør forklarer, at virksomheden er et navn i Nordsjælland, aktiv på sociale medier, én erhvervsskolerne ringer til og én, som gerne stiller op – og tager unge kvinder med.

- Vi tager helt bevidst altid nogle af vores kvindelige lærlinge med ud for at gøre reklame for os selv, når vi for eksempel er ud på folkeskoler eller på uddannelsesmesser, ligesom vi lader vores piger vise rundt på vores pladser, siger Martin Skou Heidemann.

Læs også: Aarsleff ansætter flere kvindelige lærlinge

Mere dynamik

Skou Gruppens adm. direktør kan ikke komme i tanke om et eneste godt argument for, hvorfor hans virksomhed ikke skulle stræbe efter flere kvindelige lærlinge. De kommer med masser af godt.

- Vi har haft kvindelige lærlinge i mange år og kan se, at piger bidrager positivt. Tonen bliver bedre, og der kommer en rigtig god dynamik. Derudover har pigerne en grundighed, nogle af drengene kan mangle, siger Martin Skou Heidemann.

Han er generelt bekymret for, at så få af en ungdomsuddannelse vælger faglært til og håber, at flere unge i fremtiden vil gå håndværksvejen og for eksempel tage en EUX, der blander en erhvervsuddannelse med en gymnasial uddannelse.

Læs også: Flere kvinder som lærlinge i 2021 end mænd

Fakta

Skou Gruppen A/S

  • 150 medarbejdere
  • Hovedkontor i Hørsholm
  • Byggevirksomhed – mange offentlige opgaver f.eks. renovering af sygehuse og svømmehaller
  • Omsætning: 350 mio. kr./år

Lærlinge hos Skou Gruppen:

  • 30 i alt - 20 pct. af medarbejderstaben
  • Lærlingeuddannelser: Tømrer, murer, snedker og glarmester
  • 4 kvinder, 26 mænd (15 pct.)
  • Mål: Op mod 25 pct. kvinder

www.skougruppen.dk

Louise Pihl

Louise Pihl

Underdirektør

  • Direkte +45 7216 0177
  • Mobil +45 2566 6312
  • E-mail lop@di.dk

Relateret indhold