HJ Hansen Recycling ser et betydeligt potentiale i det nye forretningsområde, HJ Hansen Wind Dom, hvor vindmøller skæres op og alle materialer kan genanvendes.

Foto: HJHansen
24.06.22 DIB Nyheder

Firma giver udtjente møllevinger nyt liv i cement

Nedslidte vindmøllevinger har i årevis været umulige at genanvende. Ny teknologi løser problemet, fortæller HJHansen Recycling, der giver materialer fra vindmøller nyt liv.

HJHansen Recycling Group har gjort genanvendelse af vindmøller til et særligt forretningsområde. Et område hvor virksomheden ser et betydeligt vækstpotentiale i de kommende år, når de første generationer af vindmøller i stigende grad når pensionsalderen. 

- Vi har fundet nogle løsninger, hvor vi kan genanvende vindmøllevingerne, og derfor kan vi nu tilbyde et totalkoncept for alle dele af vindmøllerne samt fundamentet, fortæller Business Development Manager, Sophus Borch, der leder det nye forretningsområde HJHansen Wind Decom.

HJHansen Recycling Group håndterer årligt en million ton skrot af forskellig art, hvor vindmøller i fremtiden bliver en del af forretningen.

Læs også: Siemens Gamesa løser vindbranchens største affaldsproblem

Vinger kan bruges i cement

Særligt vingerne har været en udfordring, fordi kul- og glasfibermaterialet er svært at nedbryde og genanvende i andre produkter. Ofte er de nedslidte vindmøller derfor endt som farligt affald, der deponeres på særlige lossepladser. Nu kan materialet i stedet indgå i bl.a. cementproduktion, fordi det indeholder en høj andel af silicium, som er nødvendigt ved produktion af cement.

- Vi skal holde vindmøllerne i live, så længe det giver mening, men når de ikke kan mere, er vi klar til at hjælpe. De ældste vindmøller i Danmark er i dag 44 år, hvor teknologien jo gør, at det er ved at være tiden til at bruge arealerne til en ny generation af vindmøller eller helt andre ting, siger Sophus Borch og fortsætter:

- Som en del af projektet DecomBlades arbejder vi sammen med bl.a. vindindustrien, for at få de brugte vinger så højt op i affaldshierarkiet som muligt. De gamle vinger kan ikke blive til nye vinger, men materialerne kan bruges til andre formål.

DI: Genanvendelse løser hovedbrud

Vindmølle-industrien har i årevis kæmpet med en løsning på for genanvendelse af især vingerne, fortæller underdirektør i DI, Karin Klitgaard.

- Men nu ser det ud til, at vi har fået en teknologi, som løser det hovedbrud, der i stedet sikrer at vingerne kan ses som et materiale, der ikke bliver spildt, siger hun og fortsætter:

-  I takt med at vi opstiller flere og flere vindmøller bliver behovet for genanvendelse større, når de skal tages ned. Med disse teknologier bliver endnu en del af en vindmølles liv grønt.

I 2017 estimerede forskere fra Cambridge University, at der frem til 2050 skal håndteres 43 millioner ton skrottede vindmøllevinger globalt.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Karin Klitgaard

Karin Klitgaard

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3695
  • Mobil +45 2565 0241
  • E-mail kakl@di.dk

Relateret indhold