"Vi har en fælles opgave i at få flere på fuld tid, og derfor skal skattesystemet understøtte de danskere, der vil gøre en ekstra indsats," siger Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI.

Foto: Sif Meincke
05.10.23 DIB Nyheder

Over 117.000 deltidsansatte kan tjene på øget beskæftigelsesfradrag

Hvis Folketinget hæver det maksimale beskæftigelsesfradrag, vil mindst 117.000 danskere på deltid få øget økonomisk gavn af at arbejde fuldtid i stedet, viser beregninger fra Dansk Industri.

”Det skal bedre kunne betale sig at gå på fuld tid,” sagde Venstres politiske ordfører Morten Dahlin, da han  torsdag indtog Folketingets talerstol.

Han påpegede, at over 100.000 danskere i dag oplever, at de får en højere skatteprocent på den sidst tjente krone,  hvis de går fra deltid til fuld tid. Dansk Industri (DI) har regnet tallet efter, og det viser sig, at det gælder for mindst 117.0000 danskere på deltid, at et skifte til fuld tid vil bringe dem over den nuværende indkomstgrænse for det maksimale beskæftigelsesfradrag.

Dermed stiger skatten på den sidst tjente krone med knap 3 procentpoint. Det er det oplagt at gøre noget ved, mener DI.

- Det er meget positivt, at Venstre har fokus på, at mange deltidsansatte i dag oplever en stigning i skatteprocenten, hvis de går på fuld tid. Vi har en fælles opgave i at få flere på fuld tid, og derfor skal skattesystemet understøtte de danskere, der vil gøre en ekstra indsats, siger Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI.

Læs også: Frederiksen - Danskerne skal op i gear

Flest på deltid i det offentlige

Jacob Bræstrup understreger, at næsten 60 procent af de 117.000 deltidsansatte arbejder i det offentlige.

- Det betyder, at man ved at hæve grænsen for det maksimale beskæftigelsesfradrag, kan give en masse sygeplejersker og pædagoger et øget incitament til at gå på fuld tid, fordi de simpelthen får en større økonomisk gevinst derved sammenlignet med i dag. Derfor er det helt oplagt, at regeringen går den vej, når de snart skal kigge på, hvordan de vil lette personskatterne, siger Jacob Bræstrup.

Han påpeger, at et løft i det maksimale beskæftigelsesfradrag også kan styrke tilskyndelsen til at øge arbejdstiden blandt nogle af de deltidsansatte, som i dag allerede optjener det maksimale beskæftigelsesfradrag.

- Det gælder dem, der kun lige akkurat opnår det maksimale fradrag i dag, og som derfor vil opleve, at et højere maks-fradrag bringer dem ned under den nye, højere indkomstgrænse, siger Jacob Bræstrup.

Læs også: Der er penge til både velfærd og skattelettelser, vurderer DI

Fakta

DI Foreslår

Indkomstgrænsen for det maksimale beskæftigelsesfradrag ligger i dag på ca. 420.000 kr., og DI har foreslået at denne grænse løftes til ca. 500.000 kr. i forbindelse med den kommende skattereform.

Kombineret med et generelt løft af beskæftigelsesfradraget kan det give den enkelte lønmodtager en skattelettelse på op til 2400 kr. om året ved at øge sin arbejdstid.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jacob Bræstrup

Jacob Bræstrup

Skattepolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3426
  • Mobil +45 2020 3232
  • E-mail jcb@di.dk

Relateret indhold