Danmark har brug for at opbygge nye alliancer i en usikker verden, siger udenrigsministerLars Løkke Rasmussen (M)

Foto: Kristoffer Jonsson/UM
16.11.23 DIB Nyheder

Nye ambassader er klogt valgt, mener DI

Regeringen vil i 2024 åbne 3 nye ambassader i Bosnien-Hercegovina, Moldova og Malaysia og bevare ambassaden i Tanzania. Det vækker glæde i DI.

Regeringen har besluttet at åbne nye ambassader i Moldova, Bosnien-Hercegovina og Malaysia i 2024. Ambassaden i Tanzania vil desuden ikke som tidligere besluttet blive lukket.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i en pressemeddelelse:

- De nye ambassader skal give Danmark en stærkere tilstedeværelse i de østlige frontlinjestater, på Balkan og hos centrale globale partnere. Verden er blevet mere usikker og uforudsigelig, så vi har brug for at opbygge nye alliancer. Det kræver, at vi har danske diplomater på jorden flere steder i verden.

Kommer efter mange års besparelser

Antallet af danske repræsentationer er netto faldet med 27 fra år 2000 til 2022. Men med finanslovsforslaget for 2024 har regeringen lagt op til at give Udenrigsministeriets bevilling et løft, så den stiger med 12 procent frem mod 2027.

- Efter mange års besparelser er det yderst positivt, at regeringen nu vender skuden og afsætter ekstra penge til udenrigstjenesten og etablerer nye ambassader. Det vil styrke Danmarks position i en verden, hvor især Kina og Rusland øger deres globale indsats. Dog er Danmark ikke i mål. Der er langt til tidligere tiders tilstedeværelse i verden, og derfor bør politikerne kigge på, om der i de kommende år er behov for at oprette yderligere ambassader, siger Thomas Bustrup, viceadm. direktør i Dansk Industri (DI).  

Han mener, at de fire ambassader, som politikerne har valgt at prioritere, er gode valg.

- Det er fremsynede valg for Danmarks udenrigs- og handelspolitik. I årene der kommer, vil de østlige frontlinjestater, Asien og Afrika af forskellige årsager være helt centrale for Danmark, siger direktøren.

Læs også: Søg op til 150.000 kr. til eksport på nye markeder

Peter Dige Thagesen

Peter Dige Thagesen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3752
  • Mobil +45 2949 4569
  • E-mail pth@di.dk

Relateret indhold