DI: Nyt ansvarligt byggeforlig fornyr byggeriets overenskomster
Efter mange og lange forhandlinger har DI og 3F Byggegruppen tirsdag indgået forlig om fem overenskomstaftaler for byggeriet.
De afsluttende forhandlinger varede natten over, men så kunne DI og 3F Byggegruppen først på eftermiddagen tirsdag skrive under på en to-årig aftale, der tager livtag med et par af de store stridspunkter gennem mange års byggeri-forhandlinger – aflønningen af udenlandsk arbejdskraft og bedre arbejdsmiljø.
- Jeg er yderst tilfreds med forløbet, hvor begge parter har kæmpet hårdt, men grundlæggende har taget ansvar for både byggebranchen og for Danmark. Vi har landet et forlig, der er forholdsvist dyrt for virksomhederne, men først og fremmest ansvarligt og fornyende, siger DI’s forhandlingsleder, vicedirektør Niels Grøn, der mener, at de to nye forhandlingsparter greb chancen for en god proces.
Arbejdsmarkedets tredje store forlig gælder for cirka 80.000 medarbejdere i bygge- og anlægsbranchen på 3F’s område.
Fakta: Hovedelementer i ny overenskomstaftale for byggeriet
Måneders forarbejde
De indledende møder begyndte helt tilbage i september, og parterne har over månederne bestræbt sig på at mødes med åbenhed over for, hvad modparten bragte på bordet.
- Vi forsøgte at mødes med tillid og imødekommenhed over for hinandens krav og ønsker. Det er lykkedes, synes jeg. Vi har kæmpet hårdt, men samtidig tænkt kreativt for at opfylde hinandens ønsker, og det er årsagen til, at vi står med en aftale i dag. Endda en aftale, som indeholder fornyende, men balancerede løsninger på gamle problemer, siger Niels Grøn.
Udenlandsk arbejdskraft
Forliget følger lønmæssigt aftalen i industriens gennembrudsforlig. Men omkring det andet store fokusområde for 3F Byggegruppen, aflønning af udenlandsk arbejdskraft, har parterne indført et nyt boligtillæg. Udenlandske medarbejdere på mindsteløn får i boligtillæg 25 kr. ekstra per time i op til tolv måneder.
- Boligtillægget er en atypisk måde at løse en velkendt udfordring på, men det er en god løsning. Den er skræddersyet til målgruppen, for det sikrer udenlandske medarbejdere rimelige økonomiske rammer under deres ophold i Danmark, siger Niels Grøn.
Forbedret arbejdsmiljø
Forliget har prioriteret bedre arbejdsmiljø meget højt – både for at undgå ulykker og forebygge nedslidning.
- Det har været højt prioriteret hos begge parter at forbedre arbejdsmiljøet på de danske byggepladser. Antallet af ulykker skal ned og nedslidning skal forebygges endnu bedre. Det har vi aftalt at bruge en del flere penge på til fordel for både medarbejdere og arbejdsgivere, siger Niels Grøn, der også fremhæver de nye initiativer inden for uddannelse og barsel, som en meget positiv del af den nye aftale.
Som de andre overenskomstforlig skal byggeaftalen til urafstemning hos de respektive fagforeningers medlemmer. Det sker formentlig i april.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.