Vicedirektør Niels Grøn og underdirektør Anja Bülow Jensen var et godt match med kombinationen at friske øjne og erfaring på byggeriets område.

14.06.23 DIB Nyheder

Bag facaden: Sådan fik byggeriet en balanceret overenskomst

I år har DI haft debut som forhandler for byggeriets overenskomster. Det skete i en situation præget af stor usikkerhed, hvor en lang og mere uformel proces, der startede i Stockholm, sikrede resultater.

Sammenlægningen er en milepæl, der markerer en konsolidering af DI som den største og bredest favnende erhvervsorganisation i Danmark. Sådan satte DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen ord på fusionen mellem Dansk Byggeri og Dansk Industri 1. september 2020, da beslutningen blev ført ud i livet.

Nu, to og et halvt år senere, har beslutningen om at gå sammen bestået den afgørende svendeprøve – uden at milepælen har svajet faretruende. 7. marts kunne der således sættes to streger under nye overenskomster for byggeriets omkring 6.000 virksomheder, overenskomster der de næste to år bestemmer vilkårene på landets byggepladser.

Aftalen kom formelt på plads efter få måneders intensive forhandlinger, hvor chefforhandlerne fra DI og 3F Byggegruppen indledte drøftelserne i starten af januar.

”Formelt” fordi parterne reelt var begyndt at føle hinanden på tænderne i eftersommeren 2022. DI stillede med et nyt chefforhandler-team vicedirektør Niels Grøn og underdirektør Anja Bülow Jensen, som skulle matche den rutinerede formand Claus von Elling og næstformand Palle Bisgaard.

Chefforhandlere pakkede håndbagagen og tog to dage til Stockholm, hvor de mere uforstyrret kunne tage hul på de forestående forhandlingers forventede hovedtemaer. DI’s viceadm. direktør Kim Graugaard var også med.

Tillid er afgørende

– Sådanne ture tjener ofte flere formål. Såvel det faglige, hvor vi kunne begynde at pejle os ind på de vigtigste områder.det var også vigtigt, at vi lærte hinanden bedre at kende, når vi tilbragte flere timer sammen end ved møder hos os og dem i København, fortæller Niels Grøn og uddyber:

– Tillid er en meget central faktor, når vi mere formelt indleder forhandlingerne. Det gør, at vi får skabt et relativt fortroligt rum ved selve forhandlingerne, hvor vi kan orientere hinanden om, hvad der sker i vores baglande, når det spidser til.

Turen til Stockholm i løbet af efteråret 2022 blev fulgt op af talrige møder, der uddybede forståelsen af hinandens positioner og forhandlingstraditioner.

Niels Grøn har 15 års erfaringer med at forhandle overenskomster på DI’s vegne for bl.a. transport- og serviceområderne. Anja Bülow Jensen kom med forhandlingserfaring og ekspertise fra det daværende Dansk Byggeri, hvor hun blev ansat i 2017 og forhandlede flere af byggeriets overenskomster i 2020. Ingen af dem var derfor helt på bar bund i forhold til overenskomster, men altså nye i den position.

Overblik: Her er de vigtigste forandringer i OK2023

Et godt match

– Niels og jeg var et godt match, fordi vi både havde nye øjne samt erfaring inden for området. Jeg oplevede også, at positionerne hos begge parter var mindre fastlåste end ved tidligere forhandlinger. 3F Byggegruppens krav om markant løft af mindstelønnen var ikke deres afgørende krav denne gang. Og i DI brugte vi mange timer internt på at finde løsninger i forhold til udfordringerne omkring udenlandsk arbejdskraft, siger Anja Bülow Jensen. Niels Grøn fortsætter:

– Og det så jeg faktisk som en fordel, fordi som de nye på holdet kunne vi også tillade os at stille nogle mere uforpligtigende spørgsmål til de områder, der ofte skabte udfordringer.

Processerne i selve forhandlingsforløbet blev også håndteret, hvor 3F Byggegruppen historisk har haft et mere decentralt forløb, hvor flere grene af baglandet undervejs skulle involveres. DI har derimod en mere koordineret styring, hvor forhandlerne har en tæt dialog med DI’s forhandlingsudvalg. Den model har DI i årtier haft succes med i forhold til de store gennembrudsforhandlinger på industri- og transportområdet, fordi det øger muligheden for at nå en aftale smidigt og hurtigt. Den proces blev også fulgt i forhandlingerne om byggeriets overenskomst.

Fastlåste positioner dirket op

Et helt centralt tema som udenlandsk arbejdskraft og social dumping har været et meget omstridt og problemfyldt emne, og det har over de seneste 3 – 4 fornyelser gjort forhandlingerne meget vanskelige på byggeriets område. Der var i høj grad behov for et sporskifte og en anden fælles tilgang ved at adressere konkrete afgrænsede problemer med konkrete værktøjer for at løse dem.

Det forudsatte mod og vilje til, at begge parter kom op med løsninger. Løsningen blev, at medarbejdere med bopæl i udlandet ved ansættelsens start nu får et boligtillæg på 25 kr. i timen i op til 12 måneder.

Den ekstra omkostning for arbejdsgiverne bliver delvist finansieret gennem den aftalte stigning i overenskomsternes særlige lønopsparing (fritvalgsordningen), hvor byggeriets ansatte blev reguleret med ekstra 1,8 procent, mens øvrige overenskomst­områder fik ekstra 2,0 procent. Et forbedret arbejdsmiljø blev også en væsentlig brik i overenskomsten, et tema som fylder meget på byggeriets område med stort fokus på forebyggelse, nedslidning og forhindring af alvorlige ulykker.

– Ikke mindst med etableringen af boligtillægget fik vi adresseret en velkendt udfordring, og fandt nye måder at håndtere kravet på til begge parters fordel. Vi er meget glade for at begge parter kunne se, at denne tilgang kunne bringes os ud af et forhandlingsmæssigt dødvande, siger Niels Grøn.

Byggeriets overenskomst blev sammen med de øvrige overenskomster stemt hjem af begge parter 12. april. Om to år går det løs igen, når de nuværende overenskomster løber ud.

Læs mere om overenskomsterne her

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold