ECB hæver renten for niende gang på et år
Den Europæiske Centralbank ECB har hævet renten for niende gang på et år. Det er den hurtigste og kraftigste opstramning af pengepolitikken i ECB’s historie, påpeger DI, der forventer, at rentetoppen er ved at være nået.
I juli 2022 hævede Den Europæiske Centralbank ECB renten for første gang i 11 år. I dag har banken hævet renten med en stigning på 25 basispoint. Dermed er renterne i alt sat op med samlet 4,25 procentpoint på et år.
- Det er den hurtigste og kraftigste opstramning af pengepolitikken i ECB’s historie. Christine Lagarde har annonceret en ny rentestigning efter samtlige ni rentemøder i løbet af det seneste år. Der kan godt gemme sig et par mindre rentestigninger mere i horisonten, men vi nærmer os rentetoppen, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).
Det er kampen mod den høje inflation, som har tvunget ECB til at skrue renterne kraftigt i vejret. Inflationen i eurozonen ligger aktuelt på 5,5 procent, hvilket er langt over ECB’s målsætning om inflation cirka to procent.
- Inflationen er langsomt på vej ned, men ligger stadig på et alt for højt niveau. I Tyskland, som er eurozonens klart største økonomi, er inflationen stadig tæt på syv procent. I enkelte lande er inflationen dog kommet ned under tre procent igen. ECB holder nøje øje med prisudviklingen og vil løbende vurdere om der er brug for flere justeringer af pengepolitikken siger Allan Sørensen.
Nationalbanken vil senere i dag følge trop og ligeledes hæve renten, og det vil ifølge Allan Sørensen især ramme investeringerne og boligejerne.
Læs også: DI: Inflationen har kurs mod normalisering