Lidt færre ledige og færre på kontanthjælp
Der var et lille fald i ledigheden på 300 personer i juni måned, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Samtidig glæder DI sig over at antallet af modtagere af kontanthjælp falder.
Der blev 300 færre ledige i juni måned, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Dermed er ledigheden forsat på et meget lavt niveau med en ledighedsprocent på kun 2,8.
- Det er glædeligt og bemærkelsesværdigt, at der fortsat er så få ledige personer i Danmark, når man tænker på inflationen og de høje renter. Vi har på trods af modvinden et virkelig stærkt arbejdsmarked, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri (DI).
Han glæder sig også over, at det er lykkedes at få flere kontanthjælpsmodtagere i job, så der i dag er 1.000 færre på kontanthjælp end ved årsskiftet, siger Steen Nielsen.
- I de foregående måneder blev der lidt flere ledige, men det var små stigninger, hvilket viser, at der stadig er godt gang i arbejdsmarkedet på trods af inflation og de høje renter, siger Steen Nielsen.
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.