DI håber, at fritidsjob vil blive mere brugt på tværs af brancher. Det er positivt for de unge og giver  også erhvervslivet mulighed for at knytte bånd til fremtidens   arbejdsstyrke,

Foto: Getty Images
17.07.23 DIB Nyheder

Efterlysning: Flere unge til fritidsjob

10.000 flere unge er kommet i fritidsjob på et enkelt år. Og det bør ikke stoppe her. Mange virksomheder vil gerne ansætte endnu flere.

13-17-årige hænder og hoveder er en ombejlet arbejdskraft i landets virksomheder. 10.000 flere kom i fritidsjob fra 2020 til 2021, svarende til at 35 procent nu har et job ved siden af deres uddannelse i landets folkeskoler.

Men det behøver ikke stoppe her, viser nyt rundspørge blandt DI’s medlemmer. Mere end hver tredje virksomhed, der endnu ikke har yngre arbejdskraft på lønningslisten, er således klar til at ansætte unge i fritidsjob.

Læs hele DI’s analyse her  

Og det er meget glædeligt, at flere unge får fritidsjob, konstaterer Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri

- Det er godt for den unge her og nu, og så giver det en tilvænning til arbejdsmarkedet, som kan blive guld værd for de unge senere i livet. Vi har i dag for mange unge, der hverken er i job eller uddannelse, og et fritidsjob kan være en god hjælp til tidligt at få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Så vores opfordring er klart, at unge skal prøve et fritidsjob af, hvis de har mulighed for det, siger han.

På tværs af mange brancher

Steen Nielsen forstår godt virksomhedernes interesse i at ansætte de unge. Mange har nemlig stadig forefaldende arbejde, som de unge kan hjælpe med.

- Jeg håber, at fritidsjob vil blive mere brugt på tværs af brancher, for lige som der for de unge er noget at hente ved tilknytningen til arbejdsmarkedet, kan det også være positivt for erhvervslivet at knytte bånd til de unge, som er fremtidens arbejdsstyrke, siger han.

Nogle virksomheder oplever dog, at det kan være bøvlet at ansætte unge nogle timer hver uge.

- Man skal ikke gå på kompromis med regler, sikkerhed og tryghed, men måske kan det gøres mere smidigt, end vi ser i dag, siger Steen Nielsen.

Og så anbefaler han en koordineret indsats i kommunerne, hvor unge og virksomheder sættes sammen, ligesom man kunne hjælpe de unge med at søge et fritidsjob for eksempel i forhold til at lære at skrive et CV og en ansøgning.

Store regionale forskelle

DI’s analyse viser også store regionale forskelle i unge fritidsjobbere. I Vestjylland er det over 45 procent, som har et job ved siden af skolen, mens der er færre i især storby-områderne.

- Vi har alle en opgave i at hjælpe de unge i gang med arbejdslivet, så jeg tror, man gør de unge en bjørnetjeneste, hvis man friholder dem fra et fritidsjob. Der er meget at hente både menneskeligt og erfaringsmæssigt for unge, der får et fritidsjob, siger DI-direktøren.

Læs også: Drop snak om ledigskø - mange kommer hurtigt i job igen

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Steen Nielsen

Steen Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3318
  • Mobil +45 2949 4557
  • E-mail snn@di.dk

Relateret indhold