Danskerne lader lidt flere varer stå på hylderne end før. Men det er kun en kortvarig opbremsning, siger vicedirektør i DI, Morten Granzau.

23.08.23 DIB Nyheder

DI: Bump på vejen i langvarig fremgang i forbrugertilliden

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugernes lyst til at bruge penge er faldet en smule

Forbrugernes forventninger til den økonomiske situation er gået en smule tilbage i august måned, viser en ny måling fra Danmarks Statistik. Forbrugertillidsindikatoren falder til et nettotal på minus 10,9 fra juli måneds minus 10,1.

- Tilbagegangen i forbrugertilliden sker i kølvandet på en langvarig periode med fremgang. Den skyldes nok især, at flere og flere boligejere oplever, at deres forbrugsmuligheder begrænses af stigende rentebetalinger på deres variabelt forrentede lån, siger Morten Granzau, vicedirektør i Dansk Industri.

Der er ingen grund til at tro, at forbrugertilliden står foran en ny stor nedtur, fordi den nu falder en enkelt måned.

- Uroen fra den høje inflation har efterhånden lagt sig, og priserne har stabiliseret sig på de højere niveauer. Derfor venter vi, at dagens fald mest af alt er et bump på vejen, der vil blive indhentet i de kommende måneder, siger Morten Granzau.

- Det er ofte i august og september, at danskerne for alvor begynder at lægge efterårsferieplaner. I det lys er det lidt ærgerligt, at forbrugernes syn på økonomien hænger fast i den absolut lave ende af skalaen. Det kan betyde, at pengene til at leje et feriehus eller hotelværelse herhjemme sidder mindre løst hos forbrugerne, end vi er vant til, siger Morten Granzau.

Morten Granzau Nielsen

Morten Granzau Nielsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 4676
  • Mobil +45 2245 4620
  • E-mail mogr@di.dk

Relateret indhold