Mette Østergaard tiltræder som direktør for kommunikation og PA i DI den 1. juni 2024

Foto: Søren Langelund
17.04.24 DIB Nyheder

Østergaard vil bøje virksomheders samfundsrolle i neon

Når Mette Østergaard 1. juni sætter sig i direktørstolen i DI, vil hendes primære fokus være at sætte fuldt blus på at understøtte dansk erhvervslivs rolle som samfundsstøber og aktør.

Blækket er næppe tørt på kontrakten, der beviser, at Mette Østergaard nu er forhenværende chefredaktør på Berlingske og pr. 1 juni 2024 tiltræder i Dansk Industri (DI) som direktør for kommunikation og public affairs.

Men den nyrekrutterede direktør ser frem til at komme i arbejdstøjet.

- Dansk erhvervsliv er Danmarks motor, som jeg virkelig glæder mig til at arbejde med at få endnu mere op at køre. Virksomhederne skal have de bedst mulige vilkår, så de kan være samfundets stærkest mulige drivkraft, siger Mette Østergaard.

Hun anser det som sin primære opgave i første omgang at få sat blus under kedlen med erhvervslivets betydning for samfundet.  

- Der er mere debat om, hvordan pengene skal bruges, end der er om, hvor de kommer fra. Jeg anser det for min vigtigste opgave at belyse virksomheders kæmpestore rolle som samfundsyder såvel som samfundsformer, siger Mette Østergaard.

Hun glæder sig til at gå fra medieverdenen, som hun har været i de sidste tyve år, til en ledende rolle i landets største erhvervsorganisation.

- Jeg er nok typen, der godt kan lide at begive mig ud på tynd is. Derfor tiltaler det mig også i høj grad at få chancen. Det bliver sindssygt spændende, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Mette Østergaard.    

Vil hente inspiration fra Berlingske-succes

Den nu tidligere chefredaktør er dog endnu ikke parat til at gå dybere ind i, hvordan erhvervslivets vilkår og samfundsbidrag kan gøres til en større del af den offentlige og politisk samtale.

- Jeg kommer ikke til at gå ind i DI og lave en masse om fra dag 1. Der ligger strategier og set udefra er DI en velsmurt maskine, som jeg først skal kende mekanikken i, før jeg kommer med forslag til justeringer. Det vigtige i den sammenhæng er, at vi aldrig bliver færdige med at justere, siger Mette Østergaard.

Hun forventer til gengæld, at hun kan  hente inspiration i den omstilling, der er gennemført på Berlingske, mens hun sad ved roret.

- Vi er kommet succesfuldt gennem en digital omstilling, hvor vi tog udgangspunkt i læsernes behov fremfor de indgroede vaner fra produktionen af den trykte avis. Det krævede nogle ofre, men jeg synes, man skylder at gøre sig umage for at være relevant for dem, man er sat i verden for at betjene. Det gik godt på Berlingske, og den erfaring tager jeg i hvert fald med ind i DI, siger Mette Østergaard.

Vi skal forklare vores handlinger

Hun er samtidig bevidst om, at hun i sin nye rolle som direktør ikke kun bliver ansvarlig for DI’s udadvendte kommunikation men også overtager ansvaret for public affairs, brand og marketing.

- Det er vigtigt for mig, at jeg både internt i ledelse, mod baglandet og mod eksterne aktører får forklaret, hvorfor vi gør, som vi gør. Det kræver en indsats på alle niveauer, så selv om jeg kommer med en publicistisk baggrund, er jeg er meget bevidst om, at det kræver sammenhæng på tværs af de indsatser, jeg nu får ansvar for, siger Mette Østergaard.

Det betyder også, at Mette Østergaard lige vil ind i maskinrummet, før hun sætter ord på, hvordan hendes tiltræden vil afspejle sig i DI’s kommunikation.

- Man kommer langt med en konstruktiv og pragmatisk tilgang, som DI har. Den retning sætter Lars Sandahl Sørensen for hele DI, og det skal mit arbejde selvfølgelig understøtte, siger Mette Østergaard.

Læs også: Direktørrokade ruster Dansk Industri til ny virkelighed

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Søren Langelund

Søren Langelund

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3059
  • Mobil +45 2091 9335
  • E-mail slan@di.dk

Relateret indhold