Viceoldermand i Brolæggerlauget, Carsten Grumsen, lykønsker Jan Bargsteen Oxland fra Ankersø Brolægning ApS i Esbjerg med sølvmedaljen.

Learnmark Horsens
11.03.24 Brolæggerlauget Nyheder

Medaljeregn til landets nyuddannede brolæggersvende

Med et ekstraordinært højt niveau blev 10 svendebreve kronet med tre medaljer til brolæggersvendene på to af landets tekniske skoler

Medaljer i øst og vest

I et håndværksfag, hvor man ikke ukritisk strør om sig med udmærkelser, eksploderede forårets afslutning på brolæggeruddannelsen i en sjælden medaljeregn. På Next Uddannelser i København modtog sidste års Danmarksmester i Skills, Micke Graversgaard, en flot bronzemedalje for sin svendeprøve, mens svendeprøverne på Learnmark Horsens kastede både en sølv- og en bronzemedalje af sig til henholdsvis Jan Bargsteen Oxland og Martin Andersen.

- Det var nogle rigtig flotte opgaver der blev afleveret, og de 5 nye svende på Learnmark vil selvfølgelig være i arbejde fra mandag i næste uge, da der er meget stor mangel på brolæggere, sagde viceoldermand i Brolæggerlauget i DI Byggeri, Carsten Grumsen, ved overrækkelsen af svendebrevene på Learnmark Horsens.

Her blev Martin Andersen fra Ribe Brolægning ved Flemming Hansen hædret med en bronzemedalje, mens Jan Bargsteen Oxland fra laugsfirmaet Ankersø Brolægning ApS i Esbjerg opnåede en helt usædvanlig flot medalje af sølv – fagets højeste udmærkelse.

Danmarksmesteren satte trumf på

På Next Uddannelser i København blev der ligeledes færdiguddannet 5 nye svende, og oldermand Claus Johnsen fra Brolæggerlauget i DI Byggeri kunne med stor tilfredshed konstatere, at alle medaljer blev høstet af laugsfirmaer, da Danmarksmesteren fra Skills 2023, Micke Graversgaard fra Dybdal Brolægning ApS i Næstved, modtog en bronzemedalje for en særdeles veludført svendeprøve.

- Jeg er superstolt over, at han er nået så langt. Jeg håber, at han vil fortsætte i faget og måske uddanne sig mere, fortæller Mickes mor, Lene Graversgaard, og fortsætter: - Han er en god søn, som elsker at gå videre, måske som bygningskonstruktør. Men lige nu skal han tjene lidt penge og så må vi se, hvad fremtiden bringer.

Svendeprøven var udfordrende

Forårets praktiske opgave på 16 timer var en overkørsel til boligområde, som med håndlangerassistance skulle sættes med brostenskanter og udfyldning med chaussésten i halvkryds med vinger og buer. Og alle svendene i både København og Horsens fik sat de 171 brosten og 1.172 chaussésten lige præcis, hvor de skulle stå. 18 kvadratmeter belægning, som man ikke har en ærlig chance for at sætte rigtigt uden en godt 3 år lang brolæggeruddannelse og nogle fantastisk dygtige faglærere samt ansvarlige brolæggerfirmaer, som støtter op om uddannelsen og den faglige stolthed i et af vores ældste håndværk.

Kontakt

Oldermand Claus Johnsen på tlf. 4011 0808

Mediekonsulent Mikael Mortensen på tlf. 3016 3799

Fem færdiguddannede brolæggersvende: Niklas Thyregod Jacobsen fra Brolæggeren ApS i Odder, Rasmus Andreas Andersen fra MV Anlæg ApS i Esbjerg, Jan Bargsteen Oxland fra Ankersø Brolægning ApS i Esbjerg, Martin Andersen fra Ribe Brolægning v/Flemming Hansen og Michael Staal Therkildsen fra Materialegården i Brørup flankeret til højre af faglærer Jesper Christiansen.

Foto: Learnmark Horsens

Fem færdiguddannede brolæggersvende flankeret til venstre af faglærer Nicolai Thorsen og med oldermand Claus Johnsen i midten: Casper Thomsen fra Brolæggerteamet i Karise, Gary Keith Ravn Jensen fra Drewsen Brolægning i Ringsted, Martin Vestheygg Mandix fra P.P. Brolægning ApS i Roskilde, Mattias Cozzolilno fra Frederiksværk Brolægning og Micke Graversgaard fra Dybdal Brolægning i Næstved.

Foto: Mikael Mortensen

Faktaboks

Man kan blive brolægger på fire skoler i Danmark, nemlig NEXT Uddannelser København, Learnmark Horsens, Aarhus Tech og Roskilde Tekniske Skole. Uddannelsen tager godt 3 år, hvor man veksler mellem skoleophold og læreplads i en brolægningsvirksomhed. Bagefter er det muligt at læse videre til fx bygningskonstruktør.

Relateret indhold