15.06.21 ATL Nyheder

Kommentar: Kampen om medarbejderne bliver hårdere

Af Lars William Wesch, direktør i ATL

Vi er knap nok ude af coronakrisen, før en gammelkendt krise vender tilbage – mangel på kvalificerede medarbejdere. Det har ramt byggeriet, industrien og dele af den offentlige sektor. Og det har i høj grad ramt transportbranchen. Jeg taler næsten dagligt med virksomhedsledere, som fortæller, at de kan ansætte flere chauffører her og nu, hvis der var kvalificerede folk at finde.

Vi gør meget for at rette op på situationen. Antallet af lærlinge er højere, end det har været i mange år. I en årrække har vi kørt job-i-transport kampagnen, som er rettet mod elever i folkeskolens ældste klasser. Og vi forsøger i ATL at fejre de gode lærlinge og elever med to priser, som vi netop har uddelt. 

Men vi er i en hård konkurrencesituation. Industrivirksomhederne skriger på industriteknikere. Inden for byggeriet mangler elektrikere og andre håndværksuddannede. Kampen om medarbejderne vil kun blive hårdere i de kommende år.

Det gav mig et håb for fremtiden, da jeg i den seneste uge besøgte Urbaser i Sønderborg og Silvasti Transport i Fjerritslev. Der uddelte jeg priserne til årets transportlærling og transportelev. Priserne gik til to engagerede unge, som er vilde med at arbejde i transportbranchen. Den begejstring, de udstråler, skal vi gerne have til at smitte. Vi skal ud og sælge branchen til flere på tværs af køn, alder og nationalitet.

Relateret