Bilbranchen Analyser

Markedsoverblik: Bilsalget - tæt på halveret

Nye tal fra Bilstatistik.dk viser, at bilsalget tager et tilsvarende hop tilbage, som det hop frem, det gjorde i december, hvor nye bilafgifter blev indført. Samtidig starter salget af el- og plug-in hybridbiler i 2021 på et lavere blus end det sluttede i 2020.

Ifølge nye tal i Bilstatistik.dk blev der i alt indregistreret 10.257 nye personbiler i januar 2021. Det er et fald på 45 pct. i forhold til januar 2020. I Region Hovedstaden faldt bilsalget mindst (32 pct.). Det faldt mest i Region Midtjylland (58 pct.).

Bemærk, at tallene afspejler, hvornår bilerne er indregistreret og ikke solgt. Set i lyset af den nuværende nedlukning kan det reelle bilsalg dermed været lavere end statistikken afspejler. Det skyldes, at der ofte kan gå noget tid fra bilen er solgt, til den er leveret.

Leveringstiden kan variere fra model til model. Premium-bilmærkerne, der typisk har lidt længere leveringstider, øgede i januar deres markedsandele betragteligt. Eksempelvis øgede Audi, BMW, Mercedes og Volvo deres samlede markedsandel fra 17 pct. i januar sidste år til 27 pct. i januar i år.

Dermed pynter premium-bilmærkerne lidt på det grønne bilsalg i januar, idet næsten hver tredje nye el- eller plug-in hybridbil i januar var fra et af de fire premium-bilmærker. I samme måned sidste år repræsenterede de fire premium-bilmærker blot én ud af tretten nye opladelige biler.

Luften gik af det grønne bilsalg
I januar blev der i alt indregistreret 2.030 nye el- og plug-in hybridbiler. Salget fordelte sig på 577 nye rene elbiler og 1.453 nye plug-in hybridbiler. Selvom det er godt 700 flere i forhold til samme måned året før, er de opladelige bilers andel af bilsalget nu slået et godt stykke tilbage.

De opladelige bilers andel af bilsalget var støt stigende igennem 2020, og i sidste måned var næsten hver tredje nye bil enten en el- eller plug-in hybridbil. Bilbranchen har i en tidligere analyse vurderet, at det niveau kan opnås for hele 2021. Men i januar i år var det altså blot hver femte nye personbil, som var opladelig.

En medvirkende faktor til, at de grønne bilers andel af de indregistrerede biler faldt fra december til januar er formentlig det faktum, at enten bilkøbere eller bilforhandlere i perioden frem til 1. juni, hvor Motorstyrelsens it-systemer først er på plads, skal indbetale registreringsafgift efter gamle regler. Og de gamle regler indebar en væsentlig stigning i afgift på netop de grønne biler fra årsskiftet.

Privatmarkedet er halveret
I januar blev der indregistreret 49 pct. færre nye biler til private bilkunder og 40 pct. færre til erhvervskunder i forhold til januar 2020. Omtrent halvt så mange private kunder fik en ny bil, de havde købt i forhold til samme måned året før.

Den markante nedgang i salget skyldes nedlukningen af udstillingslokaler for private bilkøbere. Bilbranchen har i januar præsenteret Erhvervsministeriet for en konkret model for, hvordan bilforhandleres udstillingslokaler kan genåbnes for private bilkøbere på en måde, der både sikrer sundhedsmæssige hensyn såvel som et acceptabelt aktivitetsniveau i butikkerne.

Privatleasing gik 41 pct. tilbage i perioden. Dermed er hver femte nye personbiler indregistreret til private bilkunder forsat leaset.

Kun medvind til SUV’er i mellemklassen
Antallet af nye SUV'er i mellemklassen (Nissan Qashqai, Audi Q2 og Ford Kuga) steg i januar 19 pct. i forhold til samme måned året før. Alle de øvrige segmenter med mindst 200 indregistreringer faldt mellem 36 og 57 pct. Der blev indregistreret 445 nye Nissan Qashqai i januar. Dermed er modellen igen tilbage på toppen, selvom ingen af dem er opladelige.

Bilbranchens Markedsoverblik er lavet på baggrund af tal fra Bilstatistik.dk.

Foto: Colourbox
Frederik Funder

Frederik Funder

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3572
  • Mobil +45 3166 3857
  • E-mail ffpe@di.dk

Relateret