24.11.21 Gulvbranchen Nyheder

Fasthold faglighed og kvalitet

Claus Christian Jensen er stoppet op hos PerBro Designgulve ApS i Kolding på hans tur rundt til Gulvbranchens og Gulvsektionens medlemmer. Her møder han Frank Perschke og Kenneth Bronée, der med de tre første bogstaver i hvert af deres efternavne har navngivet virksomheden.

PerBro DesignGulve ApS har specialiseret sig i designcementgulve. Flotte eksempler på deres arbejde pryder væggene i virksomheden.

Fortæl om din virksomhed

Vi oprettede firmaet i 2009 og lagde dermed mere end 30 års erfaringer sammen. I dag har vi ti ansatte, og vi har kunder i hele landet. Ja, vi har sågar haft en enkelt kunde i Sri Lanka. Vi stræber efter at yde den bedste gulvløsning og leder derfor vores virksomhed ud fra håndværkerfagets princip: ånd – hånd – øje.

Hvad oplever I lige nu?

Vi oplever, at der er gang i markedet, og at der mange steder gives køb på kvalitet fremfor faglighed. Det gør branchen noget udpint. Den tillid, der tidligere var i i byggebranchen, er afløst af bureaukrati og bundlinje. Vi synes, at branchen skal fastholde den høje faglighed og kvalitet.

I øjeblikket er vi i gang med at færdiggøre et stort og flot showroom, hvor kunden kan få et godt indblik i de mange forskellige udtryk, der kan formes.

Hvad får du ud af dit medlemskab af Gulvbranchen?

Vi er meget engageret i branchen. Vi deltager i Gulvbranchens møder og holder os orienteret i nyhedsbreve og i Magasinet GULV. Vi bruger også rådgivningen og har tidligere stillet en medarbejder til rådighed for det fagtekniske arbejde.

Relateret indhold