16.03.21 DI Pressemeddelelse

DI-direktør scorer formandspost i Europas største erhvervsorganisation

DI’s internationale direktør, Thomas Bustrup, har fået central formandspost i BusinessEurope og skal fremover varetage mere end 20 millioner europæiske virksomheders interesser i mødet med den nye amerikanske administration. Første opgave er at genetablere en stærk transatlantisk relation, der er helt afgørende for danske og europæiske virksomheder, siger direktøren.

For første gang er det en frontfigur i dansk erhvervsliv, der er valgt til at stå i spidsen for BusinessEuropes US Network, der omfatter de 40 mest toneangivne erhvervsorganisationer i Europa. Thomas Bustrup, der har været international direktør i Dansk Industri i 12 år, skal fremover tale mere end 20 millioner europæiske virksomheders sag i mødet med den nye amerikanske administration.

- Jeg er meget stolt og privilegeret over at få muligheden for at være med til at varetage et samlet europæisk erhvervslivs interesser i USA, der er en enormt vigtig politisk allieret og samhandelspartner. Der er rigeligt at tage fat på, og jeg glæder mig til at komme i gang, siger Thomas Bustrup.

DI-direktøren skal sidde for bordenden, når europæisk erhvervsliv skal gøre sin stemme gældende overfor den nye amerikanske administration samt overfor EU-Kommissionen. Det første punkt på Thomas Bustrups dagsorden er, at få genetableret et stærkt transatlantisk forhold, der er helt afgørende for dansk og europæisk erhvervsliv.

- I første omgang bliver den vigtigste opgave, at styrke det transatlantiske forhold og få en fornuftig dialog med den amerikanske administration på sporet igen efter fire udfordrende år med Donald Trump som præsident. Både EU og USA kæmper med at vende et økonomisk efterslæb i skyggen af coronakrisen. Hvis vi samarbejder, vil vores samfund være bedre rustet til at komme i omdrejninger igen, siger Thomas Bustrup.

- USA er EU’s vigtigste økonomiske og politiske partner og millioner af virksomheder er afhængige af at handle med varer og tjenester over Atlanten. Derfor sætter vi alle sejl ind for at styrke virksomhedernes konkurrenceevne og dermed sikre vækst. Det vil også være en stor gevinst for dansk erhvervsliv, siger Thomas Bustrup.

Dansk Industri er i forvejen tilstede i USA med kontorer i Washington D.C. og New York. Det amerikanske marked og politiske system er derfor ikke ukendt terræn for DI-direktøren:

- Det er en stor cadeau til Dansk Industri, der i mange år blandt andet har været aktivt til stede i USA, hvor vi hjælper virksomheder med at vinde indpas på det amerikanske marked. Da præsident Joe Biden indtog Det Hvide Hus lagde han en ambitiøs grøn kurs for USA, der rummer et stort potentiale for danske virksomheder og vores økonomi. I BusinessEurope har vi en stærk platform, der kan sætte skub i den grønne eksport, siger Thomas Bustrup.

Han fortsætter som international direktør og COO i landets største arbejdsgiver- og erhvervsorganisation DI.

For yderligere informationer eller kommentarer kan DI’s presserådgiver Ditte Rieland kontaktes på tlf. +452246 7822 eller e-mail: dirh@di.dk

 

Direktør Thomas Bustrup. Foto: DI.

Ditte Rieland

Ditte Rieland

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4951
  • Mobil +45 2246 7822
  • E-mail dirh@di.dk

Relateret indhold