DI: Fjern bøvl og byrder med en gravko - ikke pincet
Erhvervslivet jubler over at kommunernes og regeringens planer at skrotte regler for millioner af kroner. - Bedre sent end aldrig, lyder det fra landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri.
En jungle af regler og bureaukrati koster nemlig danske virksomheder milliarder af kroner, fordi de skal bruge tid på nye regler, indberetning og rapportering – tid, de i stedet kunne have brugt på skabe vækst og arbejdspladser.
- Det er enormt positivt, at regeringen og Kommunernes Landsforening nu tager første skridt mod en gennemgribende regelforenkling og sanering af administrative byrder, siger vicedirektør Kim Haggren, DI.
Brug en gravko
- Vi ser fra DI’s side gerne, at man går endnu hårdere til værks. Regler skal ikke fjernes med en pincet, men med en gravko.
- Derfor foreslår vi, at regeringen indfører et reduktionsmål for administrative byrder på 25 pct. og sætter gang i en grundig udlugning i alle ministerier, siger Kim Haggren.
- Bøvl og administrative byrder koster i dag danske små og mellemstore virksomheder cirka 30 milliarder kr. om året – og tallet ser kun ud til at stige. Derfor bakker vi DI op om indsatsen.
Flodbølge af ny regler
- Vi har i erhvervslivet ført en årelangt kamp for at få ryddet op i regeljunglen. Men desværre har vi set at omfanget af nye regler, love, direktiver og forordninger fra Folketinget og EU er vokset år efter år.
- Det er en sand flodbølge af ny lovgivning, der har ramt virksomhederne især fra EU med bl.a. GDPR, CSRD og NIS2. Derfor er det på høje tid at politikerne stopper op og ser på om ikke lovmaskinen skal have et eftersyn.