DI advarer politikere om forhastet stramning af udledningsregler for spildevand
Der er i dag stramme krav til virksomheder og renseanlæg, der udleder spildevand med miljøskadelige kemikalier. Hvis konsekvensen af den igangværende diskussion om udledning fra virksomheder, bliver en suspendering af reglerne om udledningstilladelser, vil det gå værst ud over miljøet, advarer DI.
Både offentlige og private virksomheder og renseanlæg udleder spildevand, og takket være moderne teknologi og stramme regler og krav af nyere dato, er det i dag muligt at rense for stort set alle kemikalier, der ellers vil skade Danmarks havmiljø.
Men det er desværre umuligt med dagens teknologi, at rense til 0. Derfor kalder DI på et mere fornuftigt og kritisk blik på den eksisterende miljølovgivning og behandlingen af udledningstilladelser.
- Vi ønsker os alle et helt rent havmiljø, men de er desværre i dag meget svært at finde i Danmark. Og det skyldes ikke, at virksomheder og renseanlæg åbner for sluserne og bare uhæmmet forurener, men er primært på grund af tidligere tiders udledninger. Faktisk er vi meget gode til at rense for skadelige kemikalier, hvilket er takket være moderne teknologi og stramme krav til udledningstilladelser, siger Karin Klitgaard, miljøpolitisk chef i DI, og fortsætter:
- Jeg forstår godt, hvis det fra politisk hold er fristende at skærpe reglerne for miljøgodkendelser og udledningstilladelser, og mere end hvad de i forvejen er blevet de seneste år, efter at sagerne af udledning af spildevand har ramt mediefladen. Men det værste der faktisk kan ske for havmiljøet, er hvis der går politisk rundhyl i den og der forhastet bliver foretaget indgreb, der vil suspendere arbejdet med nye udledningstilladelser, så virksomheder og renseanlæg ikke skal bruge den nødvendige renseteknologi.
De seneste uger har medierne haft stor fokus på virksomheden FMC, (tidligere kendt som Cheminova). Sagen har fået en række politikere til at indkalde miljøministeren i samråd, hvor det ventes, at han bl.a. skal redegøre for, hvordan Miljøstyrelsen har behandlet miljøgodkendelser. DI frygter, at udfaldet af sagen kan få omfangsrige konsekvenser for ikke bare virksomheder og renseanlæg, men også almindelige borgere, hvis grebet strammes yderligere og der bliver ændret ved eksisterende regler.
- Det er reelt og vigtigt at erkende, at lige meget hvordan man vender og drejer det, så kan der i dag ikke renses til 0. Men virksomheder og renseanlæg kommer hele tiden længere og længere ned, og bl.a. derfor er det vigtigt, at godkendelser bliver revideret med mellemrum. Hvis det kræves, at der slet ikke må være en restkoncentration, så betyder det, at vi som helt almindelige borgere ikke kan trække ud i toilettet, hvilket jeg tror de fleste vil være godt trætte af, siger Karin Klitgaard.