DI Mener:

Simplere skatter og afgifter

DI arbejder løbende med at identificere, hvordan et simplere skatte- og afgiftssystem kan gøre det lettere at være skatteydere – og lettere for myndighederne at sikre, at alle betaler den skat, de skal.

Alle vil have gavn af et simplere skattesystem. Virksomhederne, der skal efterleve reglerne og beregne skatter og afgifter korrekt. Myndighederne, der skal administrere reglerne og bruge ressourcer på at håndhæve dem. Og skatteborgerne, som skal kunne have fuld tillid til systemet – til at alle, både virksomheder og naboen inde ved siden af betaler den rette skat. Tillid til, at reglerne bliver håndhævet effektivt og tillid til, at alle kan indberette og selvangive rigtigt.

DI optrappede i 2019 kampen for et simplere skattesystem. Med hjælp fra vores mange medlemsvirksomheder samlede vi flere end 60 helt konkrete forslag til, hvordan det danske skattesystem kan gøres mere simpelt. Enkelte af de oprindelige forslag er siden da blevet gennemført, hvilket vi selvfølgelig er glade for. Omvendt er andre forslag kommet til i mellemtiden, og vi er derfor på ingen måde i mål. Med et opdateret simplificeringskatalog (november 2022) håber DI at kunne genstarte debatten om et simplere skattesystem.

Er der nogle forslag, vi har glemt? Så tag meget gerne kontakt til os og fortæl, hvor du mener, at skattesystemet med fordel kan gøres simplere.

Lene Nielsen

Lene Nielsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3563
  • Mobil +45 2949 4402
  • E-mail lni@di.dk