Foto: Colourbox
17.05.22 Vi rådgiver dig Nyheder

Ikke nok beviser for arbejde under sygemelding

Der skal klare beviser til at bortvise en medarbejder, som man, trods sygemelding, mener ikke er syg. I denne sag holdt beviserne hverken til bortvisning eller opsigelse, selv om flere vidner mente at have set den sygemeldte medarbejder i situationer i lokalområdet, der så ud til at være arbejde.

Undersøgelser af muligt arbejde

På en virksomhed havde en medarbejder i fleksjob meldt sig syg. Der opstod herefter rygter i virksomheden om, at medarbejderen ikke var syg, men var blevet set arbejde forskellige steder i lokalområdet.

Derfor lavede virksomhedens leder forskellige undersøgelser for at finde ud af, om medarbejderen var syg. Lederen så et par gange den sygemeldte medarbejder i situationer, som han opfattede som værende arbejde.

Lederen kontaktede også medarbejderen telefonisk, men telefonen blev ikke altid taget.

Da lederen en dag traf medarbejderen, var der en højrøstet debat mellem de to. Det førte til, at medarbejderen blev bortvist.

Der blev gjort indsigelse imod bortvisningen, og der blev ført en faglig voldgift herom.

Ikke nok, at det ser ud til at være arbejde

Under sagen havde virksomheden fået kontakt til flere vidner, som havde set medarbejderen i lokalområdet. Vidnerne kunne blandt andet bevidne, at medarbejderen var blevet set med arbejdsredskaber og tæt ved en lokal virksomhed.

Voldgiftsretten lagde ikke vægt på vidneforklaringerne, men fandt, at der ikke var grundlag for at antage, at medarbejderen havde arbejdet under sygdommen. Derfor var hverken en bortvisning eller opsigelse berettiget.

Det, at medarbejderen havde været højrøstet over for lederen og ikke havde medvirket til at belyse, at han ikke havde arbejdet, var heller ikke nok til, at bortvisning og opsigelse var berettiget.

Godtgørelse

Virksomheden blev derfor pålagt at betale løn i den del af opsigelsesperioden, hvor der ydes løn under sygdom, sygeferiegodtgørelse, overenskomstmæssig fratrædelsesgodtgørelse samt en godtgørelse for uberettiget afskedigelse svarende til 10 ugers løn.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på faglig voldgiftsafgørelse af den 26. april 2022 i sag nr. 2021.528.

Vejledninger

Vejledning om håndtering af medarbejderes sygdom og krav til dokumentation under sygefravær

Hent

Skabeloner

Skabeloner til sygefravær og dokumentation

Hent

Skabeloner

Sygefraværspolitik

Hent

DI's råd

Sagen viser, at der skal meget klare beviser til for en bortvisning og opsigelse.

Hvis en virksomhed har formodning om, at en medarbejder arbejder under en sygemelding, er det vigtigt, at der er meget klare beviser herfor.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.