25.06.19 Vi rådgiver dig Månedens iværksætter

Iværksætterportræt:    Grandhood

Grandhood er en digital løsning på pensionsordning udarbejdet særligt til små og mellemstore virksomheder.

DI har talt med Jon Lieberkind CEO og co-founder i Grandhood, der giver sine erfaringer og råd som iværksætter.

Hvad laver din virksomhed og hvad er jeres vision?
Grandhood har lanceret en 100% digital pensionsopsparing, der specielt henvender sig til ansatte i små og mellemstore virksomheder. Der er over 300.000 pensionsløse ansatte i dette segment, og dem vil vi gerne hjælpe til at komme i gang med at spare op, før det er for sent. I den pensionsopsparing, vi tilbyder, har virksomhederne mulighed for at få en frivillig pensionsordning, der er udviklet på deres præmisser – ingen krav til antal ansatte eller minimum indbetaling.

Hvad er dine største erfaringer som iværksætter?
Det er væsentligt at have de rette kompetencer på dit hold på ethvert givent tidspunkt. Man skal som leder i en startup være opmærksom på, at dette kan ændre sig hurtigt, da udviklingskurven er eksponentiel i en vækstvirksomhed. Dermed ændrer behovet for særlige kompetencer sig hastigt.

Hvad er din største succes som iværksætter?
Det må være summen af delmålene og dermed hele rejsen. At gå fra idé, til konceptudvikling, til kapitalrejsning, til at samle et hold bag visionen, bygge produktet, lancering og så få kunder i butikken.

Hvilke mål har du for din virksomhed i 2019?
For Grandhood handler 2019 om at bevise vores værd og hjælpe så mange virksomheder og ansatte som muligt med at spare op til deres tredje alder på en fair og anstændig måde.

Hvad er det bedste råd du kan give nye iværksættere?
Spring ud i det! Der vil altid være mennesker, der ikke tror du kan lykkes og fraråder dig at løbe risikoen. Men ønsker man at gøre en forskel her i livet, så kan det at starte egen virksomhed være et skridt på vejen. Personligt er det i hvert fald livsbekræftende at være med til at skabe arbejdspladser, produktivitet og dermed bidrage til samfundsudviklingen.

 

 

Grandhood
Relateret