Foto: Colourbox
02.01.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Bortvist for at sende fortrolige dokumenter til privat mailkonto

Københavns Byret fandt, at det var berettiget, at en virksomhed bortviste en medarbejder, som havde sendt en række fortrolige dokumenter til sin private mailkonto i strid med virksomhedens politik på området.

Videresendelse af fortrolige dokumenter til privat mailadresse

Medarbejderen havde over en længere periode videresendt flere fortrolige dokumenter til sin private mailkonto.

Virksomheden havde en klar IT-politik, hvori det stod beskrevet, at det var i strid med politikken at overføre fortroligt materiale til et andet system end virksomhedens eget, samt at videresende mails og dokumenter til en mailkonto, der ikke var en virksomhedsmailkonto.

Virksomheden blev bekendt med videresendelsen af de fortrolige dokumenter gennem deres IT-afdeling, men virksomheden kunne ikke se indholdet af dokumenterne, da medarbejderen havde dobbeltslettet videresendelsen. Det vil sige, at videresendelsen både var slettet fra udbakken og fra papirkurven. Virksomheden kunne dog ud fra navnet på dokumenterne konstatere, at der var tale om en række fortrolige dokumenter.

Virksomheden bortviste herefter medarbejderen.

Bortvisning var berettiget

Medarbejderen forklarede under sagen, at dokumenterne var blevet videresendt for at kunne hjælpe en kollega under sin ferie, og for at øvrige kolleger ikke kunne se, at medarbejderen arbejdede under sin sygemelding. Derudover forklarede medarbejderen, at det ene dokument var videresendt, da den kunde, dokumentet omhandlede, havde kontaktet hende på LinkedIn, og at de skulle have et møde uden for virksomhedens regi.

Medarbejderen havde desuden en arbejdscomputer og telefon, der kunne tages med hjem, hvorfra dokumenterne kunne tilgås.

Københavns Byret fandt, at bortvisningen var berettiget. Dommeren tilsidesatte medarbejderens forklaring som utroværdig og henviste i den forbindelse til dobbeltsletningen, som medarbejderen ikke havde givet en forklaring på under sagen. Dommeren lagde desuden vægt på, at virksomheden havde en klar IT-politik på området.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på Københavns Byrets dom af 30. oktober 2023 i sag nr. BS-40513/2022-KBH.

DI's råd

Sager om bortvisning af en medarbejder er ofte komplekse og altid en konkret vurdering. Sagen viser, at det kan være bortvisningsgrund, såfremt en medarbejder sender fortrolige dokumenter til sin private mailkonto. Det er endvidere en skærpende omstændighed, såfremt virksomheden har en klar IT-politik, der tager stilling til spørgsmålet.

På baggrund heraf kan det være en god idé for virksomheden at udarbejde en IT-politik, der beskriver, hvordan medarbejderne skal håndtere e-mails, fortrolige dokumenter mv., så det er klart, hvad der forventes af medarbejderen, herunder hvilke konsekvenser det kan have, hvis politikken ikke overholdes.  

Læs mere om Bortvisning af medarbejder - Dansk Industri - DI

Læs mere om Internet og e-mail - DI (danskindustri.dk)

Læs mere om Kontrolforanstaltninger - DI (danskindustri.dk)

Skabeloner

Skabelon til bortvisning

Hent

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.