Foto: Colourbox
30.01.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Faglig voldgift fastholder princip om faggrænser mellem overenskomster

En faglig voldgift har afgjort, at arbejde med ”fugefri gulve”, forstået som ”hærdeplastbaserede gulve”, hører under Gulvoverenskomsten. Afgørelsen fastholder dermed princippet om, at overenskomster mellem samme parter som udgangspunkt har forskellige faglige dækningsområder, selv om grænserne i praksis kan virke uklare.

En midtjysk virksomhed havde gennem en længere årrække udviklet sig fra at være primært montør af faste tæpper til at udbyde etablering af en række forskellige typer af fugefri gulve i primært parkeringshuse og produktions- og lagerbygninger med hovedvægten lagt på epoxygulve, polyuretangulve, ucrete, stentæpper og flydespartelgulve.

Forbundet indledte en faglig voldgift mod virksomheden, hvor de påstod alt arbejde med ”fugefri gulve” eksklusivt henhørende under Gulvoverenskomsten, således at sådant arbejde ikke lovligt kunne udføres under andre af byggeriets overenskomster.

DI gjorde modsat gældende, at der på byggeriets område findes et større antal overenskomster for timelønnet byggeriarbejde, og at der uundgåeligt vil opstå overlappende snitflader i visse typer af arbejder. Derfor kan virksomheder berettiget vælge at henføre under én af flere af byggeriets overenskomster som "fælles arbejde".

DI fremførte således under sagen, at påføring af epoxybelægninger historisk også er blevet udført efter eks. Maleroverenskomsten, mens arbejde med cementbaserede former for fugefri gulve typisk blev udført efter Mureroverenskomsten eller Bygge- og Anlægsoverenskomsten.

Det kollektivretlige princip og udgangspunkt om, at overenskomster indgået mellem samme overenskomstparter skal forstås således, at de (altid) er i indbyrdes harmoni og derfor som udgangspunkt har hver sit anvendelsesområde, som ikke lapper ind over hinanden, måtte nødvendigvis justeres og tilpasses denne virkelighed i byggebranchen.

Fasthold princippet om overenskomsternes indbyrdes harmoni

Dommeren fastholdt imidlertid dette princip om ”indbyrdes harmoni” i overenskomster mellem de samme overenskomstparter og afviste, at der, medmindre det udtrykkeligt var aftalt og præciseret i en given overenskomsts faglige dækningsområde, kunne ske fravigelser herfra.

Dommeren fandt, at arbejde med ”fugefri gulve” i Gulvoverenskomstens § 1, stk. 2, udtrykkeligt er angivet som et arbejdsområde, som Gulvoverenskomsten dækker. Der er derimod ikke i Bygge- og Anlægsoverenskomsten en tilsvarende udtrykkelig angivelse af, at arbejdet ”fugefri gulve” er omfattet af denne, og der var efter det oplyste heller ikke i Bygge- og Anlægsoverenskomsten eller andre aftaler på dennes område noget steds en udtrykkelig prissætning eller anden regulering af arbejde betegnet ”fugefri gulve”.

Betegnelsen ”fugefri gulve” som arbejdsområde blev indføjet i Gulvoverenskomstens forgængere i 1990’erne som udtryk for et nyt arbejdsområde og omfatter alene hærdeplastbaserede gulve, som lægges på flydende og nivellerer sig selv under hærdning, og gulve, som type- og arbejdsprocesmæssigt må anses for sidestillet hermed.

Det er således kun sådanne ”fugefri gulve”, som i kraft af områdebeskrivelsen i Gulvoverenskomsten som udgangspunkt må anses for ikke at være omfattet af Bygge- og Anlægsoverenskomsten, og derfor ”eksklusivt” skal udføres under Gulvoverenskomsten.

På denne baggrund blev forbundets påstand taget til følge, i det omfang, der er tale om hærdeplastbaserede gulve eller gulve, som type- og arbejdsprocesmæssigt må anses for sidestillet hermed.

DI førte sagen for virksomheden.

Nyheden er baseret på kendelse i faglig voldgift af 11. december 2023 i FV 2023-559.

DI's råd

Sagen viser, at overenskomstdækkede virksomheder bør sikre sig, at arbejde, som udføres, i forhold til løn- og ansættelsesvilkår for medarbejderne ”passer” til den relevante overenskomst, når der findes flere sideordnede overenskomster, som i visse tilfælde har sammenfaldne snitflader og til dels overlapper hinanden. Selv i sådanne situationer er udgangspunktet i kollektivansættelsesretten fortsat, at der forudsættes indbyrdes harmoni mellem overenskomsterne forstået som, at kun én overenskomst som det klare udgangspunkt kan dække et givent arbejde.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.