Analyser

Danskerne søger efter bløde pakker før Black Friday

I dagene omkring Black Friday topper de danske søgninger på Google efter en lang række forbrugsvarer i jagten på det bedste tilbud på julegaverne. I år er det især tøj, der hitter i søgehistorikken, mens interessen for boligtilbehør er på retur. Det indikerer, at danskerne bruger årets Black Friday til at forberede sig på en koldere vinter.

Danske forbrugere bruger i stor stil internettet til deres Black Friday-indkøb, hvad enten varerne købes i en netbutik, eller de fysiske butikkers hjemmesider bruges til at finde frem til det bedste tilbud. Det afspejler sig i hvilke emner, vi googler: I november måned topper antallet af Google-søgninger efter en lang række af de varer, der senere ender under juletræet. En søgning udtrykker i de fleste tilfælde en interesse for en bestemt vare, men det er ikke garanteret, at denne interesse fører til et køb.

Anm.: Hvert emne dækker over fem udvalgte varegrupper indenfor emnet. Varegrupperne fremgår af boksen sådan har vi gjort.
Kilde: Google Trends og DI-beregninger

Både i forhold til 2021 og i forhold til et gennemsnit over de sidste fire år tyder Google-søgningerne i de første tre uger af november på, at det især er tøj, der er rykket opad på forbrugernes indkøbsliste på årets Black Friday. Søgningerne efter tøj er i de første tre uger af november steget med 15 pct. sammenlignet med samme periode af 2021. Allerede sidste år lå søgningerne efter tøj relativt højt, så i 2022 ligger søgningerne efter tøj i de tre første uger af november 28 pct. højere end gennemsnittet for samme periode i årene 2018 til 2021.

Den eneste varekategori, hvor søgeaktiviteten på Google er gået tilbage siden 2021, er boligtilbehør. Inden for boligtilbehør er især interessen for møbler gået tilbage, mens søgningerne efter mindre varer som boligtekstiler kun har haft en mindre tilbagegang.

Den stigende interesse for tøj drives især af, at mængden af søgninger relateret til bukser og sweatre er gået frem siden 2021. Søgningerne efter begge varegrupper ligger omkring 30 pct. højere, end de gjorde i 2021. I begge varegrupper var søgningerne på vej op allerede sidste år. Andre grupper af tøj har ligget mere stabilt, og den stigende interesse i de to grupper kan vidne om, at de stigende energipriser har drevet interessen for varmt og praktisk tøj opad.

Kilde: Google Trends og DI-beregninger

Søgningerne efter elektronik, der bruges til underholdning, lå forholdsvis lavt i 2021, og værdien af elektroniksalget i november 2021 faldt da også sammenlignet med 20201. Sidste års lave interesse kan hænge sammen med de forlængede leveringstider på elektronik, der prægede detailhandlen frem mod Black Friday i 2021. Søgningerne efter elektronik er steget med 7 pct. relativt til 2021, men i forhold til gennemsnittet af årene 2018 til 2021 er der tale om et fald på 11
pct.

Interessen for elektronik drives frem af en stigende interesse for computere og spillekonsoller. Interessen for fjernsyn er ligeledes gået frem i forhold til 2021, hvor søgningerne dog lå forholdsvis lavt, så der sammenlignet med hele perioden 2018-2021 er tale om en tilbagegang. Sammenlignet med hele perioden fra 2018 til 2021 er søgningerne gået tilbage i alle varegrupper.

Kilde: Google Trends og DI-beregninger

Omsætningen af andre forbrugsvarer end tøj og fødevarer satte rekorder under julehandlen i både 2020 og 20212 efter en periode, hvor coronarestriktionerne begrænsede forbrugsmulighederne inden for bl.a. hoteller, restauranter og oplevelser. Den høje omsætning i de foregående år betyder dog også, at en del behov kan være mættede forud for årets Black Friday.

I 2022 kan inflationen sænke det beløb, forbrugerne gennemsnitligt er villige til at bruge i forbindelse med Black Friday. Hvis flere forbrugere i år springer udsalgsdagen over, kan det sænke søgeaktiviteten på Google frem mod Black Friday. Omvendt kan et lavere beløb til forbrug betyde, at de, der ønsker at handle på Black Friday, søger mere intensivt og inden for flere varegrupper for at finde de bedste tilbud.

Når Google-søgningerne efter forbrugsvarerne samlet ikke har forandret sig markant siden 2021, er det således ikke en garanti for, at sidste års rekordhøje omsætning på Black Friday vil gentage sig i år. Til gengæld vidner de ændrede søgemønstre om, at forbrugerne i år i mindre grad vil interessere sig for de varegrupper, som man har anskaffet i stor stil i de foregående år, eksempelvis boligtilbehør og visse former for elektronik, og i stedet orientere sig mod de varegrupper, der kan være praktiske i en vinter med høje energipriser.


 

Noter

  1. Omsætningen i de detailbrancher, der forhandler elektronik, er vist i boksen Sådan har vi gjort.
  2. Danmarks Statistiks ikke-sæsonkorrigerede mængdeindeks for Andre forbrugsvarer nåede i november-december 2020 indeks 143 og i 2021 indeks 146. Den hidtidige rekord var 138 i december 2006.

Relateret indhold