19.08.21 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Prisvinder tog springet fra talknuser til industrioperatør

Max Hagenstam arbejdede fire år med IT i revisionsbranchen. Derefter skiftede han tallene ud og begyndte på uddannelsen til industrioperatør hos Melitek A/S. Det har vist sig at være en god beslutning. Max Hagenstam modtog i dag prisen som årets lærling på Lolland-Falster.

- Max vinder prisen som årets lærling, fordi han både fagligt og socialt har gjort en enestående indsats i løbet af sin læretid. Han viser med sit eget eksempel, at der er forskellige veje til en erhvervsuddannelse. Og det kan forhåbentlig inspirere andre unge og voksne, siger Kim Frimann, formand for DI Lolland-Falster og adm. direktør i Frimann Biler A/S.

Melitek, der har indstillet Max Hagestam til prisen, beskriver ham som en stille ung mand, der har styr på sine ting. Han leverede en stærk slutspurt på uddannelsen med flotte karakterer.

- Max er en skattet medarbejder i vores virksomhed. Han er en dygtig kollega, som er vellidt af alle. Han stiller op, sætter sig ind i tingene og er meget bevidst om sine egne styrker og svagheder. Og selvom Max er en stille fyr, som ikke gør meget væsen af sig, er han udstyret med en stærk fightervilje, siger produktionschef Rikke Belling fra Melitek A/S.

DI Lolland-Falster arbejder for, at flere bliver inspireret til at tage en erhvervsuddannelse. Det gælder både de helt unge og de voksne i ufaglærte job, som arbejdsmæssigt og personligt kan få glæde af en uddannelse.

De faglærte er kernearbejdskraften i virksomhederne, men fremskrivninger viser, at der bliver en stor mangel på faglært arbejdskraft i de kommende år.

- Når vi kårer årets lærling, er det afgørende, at lærlingen er et forbillede og kan inspirere andre til at tage en faglært uddannelse. Max Hagenstam viser i den grad, at en erhvervsuddannelse rummer store muligheder – selvom arbejdslivet er begyndt et andet sted, siger Kim Frimann, formand for DI Lolland-Falster.

Melitek A/S er en dansk privatejet virksomhed, der udvikler og producerer råmateriale til produktion af medicinsk udstyr af plastik. Virksomheden rykkede i 2003 til Nr. Alslev på Falster, hvor man løbende har udvidet faciliteterne - senest med indvielse af to nye lagerhaller ligesom der er en ny produktionshal på vej.

Lærlingeprisen blev overrakt på virksomheden af borgmester i Guldborgsund Kommune John Brædder og formand for DI Lolland-Falster Kim Frimann.

Lars Magnus Lund Christensen

Lars Magnus Lund Christensen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3087
  • Mobil +45 4127 2838
  • E-mail lmlc@di.dk

Relateret indhold