19.09.23 Regionalforeninger Pressemeddelelser

Randers Kommune opnår en mindre fremgang

Samlet er det blevet til en mindre fremgang på fem pladser til en 64. plads for Randers Kommunes placering i DI’s undersøgelse af danske kommuners erhvervsvenlighed i forhold til sidste år. Dermed ligger kommunen dog stadig i den nedre tredjedel af erhvervsvenlige kommuner. Og derfor er der fortsat plads til forbedring, mener formanden for DI Randers-Norddjurs.

Der er ikke sket de store forskydninger for Randers Kommune i året DI’s undersøgelse af erhvervsvenligheden. Det største fald er sket i kategorien ”Digitale rammer” fra en 50. plads sidste år til en 73. plads i år. Kategorien handler om, hvor mange der har adgang til bredbåndsdækning, 5G-dækning, hvor god kommunen er til at sikre gode digitale rammer.

- Det er jo godt, at Randers Kommune denne gang samlet set går lidt frem. Men ambitionerne bør være større. Heldigvis går kommunen frem i flere af kategorierne på nær i Digitale rammer. Jeg kan kun håbe på, at det på den længere bane betyder, at kommune vil løfte sig yderligere i de kommende år, siger formand for DI Randers-Norddjurs Per Hastrup. Han er til daglig adm. direktør for Prodan A/S.

Et mindre fald er også sket i kategorien ”Brug af private leverandører” fra en 79. plads til en 83. plads. Den handler om, at en attraktiv erhvervskommune er åben for at lade private leverandører byde på kommunale opgaver, hvilket kan være med til at sikre øget effektivitet og højne kvaliteten. Og når private virksomheder udfører opgaver for kommunen, er det vigtigt med en god udbudsproces.

- Det er en yderst uheldig udvikling for Randers i den kategori. For sidste år var der i forvejen tale om en tilbagegang på hele 49 pladser. Her kunne jeg i år godt have håbet på en i det mindste blot lille fremgang. Måske kunne kommunen sætte sig nogle mål på det her område? Vi stiller gerne op til dialog om det, siger Per Hastrup.

Også lyspunkter
Heldigvis byder Lokal Erhvervsvenlighed 2023 også på lyspunkter for Randers Kommune. Dels er der en fremgang i kategorien ”Infrastruktur og transport” fra en 73. plads sidste år til en 55. plads i år. Det er den kategori, der handler om at have et godt kommunalt vejnet og en velfungerende kollektiv trafik.

Også i kategorien ”Uddannelse” er der en fremgang – her på 11 pladser til en 35 plads. Kategorien handler om kommunens evne til at uddanne fremtidige lokale medarbejdere med de rette kompetencer samt til at motivere de unge til at uddanne sig blandt andet gennem kendskab til virksomhederne.

Sidst men ikke mindst er der også en fremgang i kategorien ”Sagsbehandling”, der handler om kommunens sagsbehandling inden for byggesager, miljøsager og sygedagpengesager. Her er kommunen gået 18. pladser frem til 53. plads.

- Det er dejligt, når kommunen præsterer bedre på det her område. For når en virksomhed henvender sig til kommunen og skal have behandlet en sag, er det vigtigt med en hurtig, effektiv og kompetent sagsbehandling, siger Per Hastrup.

Gordon Trier Holm

Gordon Trier Holm

Konsulent

  • Direkte +45 3377 3986
  • Mobil +45 2949 4606
  • E-mail gth@di.dk

Relateret indhold