En række parlamentsvalg i EU’s lande er veloverståede. I Elysée-palæet tripper Macron ivrigt med en omfattende EU-reformdagsorden, og i kølvandet på Brexit er der enighed blandt EU’s stats- og regeringschefer om, at EU-samarbejdet stabiliseres og effektiviseres. Et helt centralt element i udviklingen af samarbejdet er dybere euro-integration.

Det er årelange politiske diskussioner, der når deres foreløbige kulmination i december. Kommissionen lancerer sin ØMU-pakke d. 6. december, hvor de forslag, som Kommissionsformand Jean-Claude Juncker præsenterede i september, skal konkretiseres. Der er tale om forandringer, der har som formål at stabilisere og styrke økonomien i eurozonen. Pakken fra Kommissionen vil formentlig indeholde forslag om oprettelsen af en slags europæisk IMF, en fast eurozone-repræsentant for finans og økonomi samt en særskilt eurozone-budgetlinje. Samtidig skal EU’s bankunion gøres færdig.

Allerede ugen efter, den 15. december, afholdes et eurozone-topmøde, hvor også ikke-eurolande er inviteret med. Danmark sidder altså med rundt om bordet, når de vigtige diskussioner om eurozonens fremtid skal finde sted. Eurotopmødet er en del af stats- og regeringschefernes altid omfangsrige decembertopmøde, hvor også Brexit er på dagsordenen.

Den politiske situation i Tyskland har imidlertid lagt en dæmper på forhåbningerne til denne måneds topmøder. Merkels mislykkede forsøg på at danne koalitionsregering mellem CDU (og CSU), FDP og de Grønne har kastet Tyskland ud på ukendt farvand, og den politiske usikkerhed vil også præge diskussionerne i Bruxelles. Det lader nu til, at der måske vil kunne dannes en ny koalition mellem CDU og SPD. Men det vil tage tid, og giver det så mening at lægge sporene ud for euroens fremtid, når EU’s største økonomi befinder sig i politisk limbo og dermed sætter spørgsmålstegn ved den tysk-franske integrationsmotors ydeevne? Og hvilken vægt vil Merkels ord have som kansler for en regering uden et præcist politisk mandat?

Det ’window of opportunity’, som decembers mange euro-begivenheder skulle markere startskuddet på, er derfor blæst en anelse i. Samtidig har den lange periode mellem tysk valg i september og dannelsen af en regering efterladt et mindre magtvakuum i EU.  Det udfyldes blandt andet af franskmændene. Macron har i den grad taget sin nyvundne magt i brug med en række initiativer, der udfordrer andre EU-lande, særligt med fokus på dybere eurozone-integration og EU’s sociale søjle.

Hvilken betydning det vil have for EU-samarbejdet og Danmarks position heri, når den ene halvdel af den tysk-franske motor hoster lidt, mens den anden på accelererende vis skifter gear? Det skal nøje overvåges - ikke mindst fordi det er i skyggen af alle disse politiske udviklinger, at Danmark skal finde sit ståsted.

En effektivt fungerende og stabil eurozone er vigtig for dansk økonomi, og det er åbenlyst i alles interesse, at euroen står stærkt i fremtiden. Men udviklingen indeholder også et dansk dilemma, fordi den kan køre Danmark længere ud på et politisk sidespor i det europæiske samarbejde. For nok har Merkels udfordringer dæmpet diskussionerne her i december en smule, men Macron og Merkel har sandsynligvis stadig knap fire år tilbage sammen, hvor de kan finde et ensartet gear og rykke EU-samarbejdet videre på en række politiske områder, også euroen.