08.11.18 DI Business Blog

Blog: Transport kan også blive for billigt

Sagen om misbrug af filippinske chauffører illustrerer, at transport også kan blive for billigt, blogger Branchedirektør Michael Svane, DI Transport.

Forrige uge rullede en sag om misbrug af filippinske chauffører frem i de danske medier. Billederne chokerede alle i og uden for transportbranchen.

Lad mig slå fast endnu en gang, at de vilkår, som de udenlandske chauffører har været indlogeret under hos en dansk vognmandsvirksomhed i Padborg, er helt uacceptable.

Der er ingen tvivl om, at sagen er skadelig for transportbranchen, men også for resten erhvervslivet, som køber transport.

Vi har fra DI gennem de seneste mange overenskomstforhandlinger på transportområdet aktivt bidraget til sammen med vores modparter, at der skabes ordnede forhold i transportbranchen.

Vi har opfordret regeringen til at gå i dialog med arbejdsmarkedets parter om, hvad vi sammen kan gøre for at sikre de bedst mulige rammer for ordnede forhold på transportområdet.

Den opfordring blev fulgt op på talerstolen i Folketinget under en hasteforespørgsel onsdag eftermiddag om udenlandske chauffører. Et enigt Folketing vil have gjort op med de urimelige vilkår. Transportministeren og beskæftigelsesministeren vil derfor indkalde arbejdsmarkedsparter for at finde løsninger.

I DI er vi klar til at handle, fordi det er nødvendigt for at sikre et fortsat velfungerende indre marked og en velfungerende transportbranche. Vi har i lighed med andre brancher brug for kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, men det skal ske på ordentlige vilkår.

EU’s transportministre forhandler i øjeblikket en vejpakke, der forhåbentlig kan bidrage til mere klare regler og en bedre håndhævelse. Men uanset hvad det ender med af regler, så kan det ikke fritage virksomheder fra det moralske ansvar for at behandle ansatte ordentligt.

Vi har – både som transportudbydere og transportkøbere – en interesse i og et ansvar for at sikre en velfungerende transportbranche med ordnede forhold.

Der er intet ulovligt eller mærkeligt i, at udenlandske lastbiler og chauffører kører i Danmark. Det er helt ok og i tråd med det indre marked.

Men den nuværende sag illustrerer, at transport også kan blive for billigt. 

Michael Svane

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 4652
  • Mobil +45 4036 1348
  • E-mail misv@di.dk
Relateret