15.07.19 DIB Blog

Blog: Danmark fører VM i verdensmål. Men vi skal videre

Birgitte Qvist-Sørensen, Generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, og Thomas Bustrup, COO, Dansk Industri blogger om, at Danmark har vundet VM i FN’s Verdensmål – men at vi ikke skal stoppe her.

Danmark og Sverige er stærke allierede og gode naboer. Men vi er også evigt konkurrerende rivaler, hvor indbyrdes opgør tæller dobbelt, og sejre gør ekstra godt. Nu har vi med et mulehår slået svenskerne i endnu en disciplin. Det er på vores evne til at indfri FN’s Verdensmål.

Det er konklusionen i den årlige statusrapport over verdens landes implementering af FN’s 17 Verdensmål, som efter lidt forsinkelser og indledende regnefejl er blevet offentliggjort af FN og den globale tænketank Bertelsmann Stiftung. Danmark er verdensmester – og Sverige nummer to.

Det er et resultat, vi i kan være stolte af. Blandt de 193 lande, som i 2015 blev enige om at søsætte verdensmålene, er Danmark længst fremme af alle i arbejdet med at indfri løfterne. Det skal fejres. Det har krævet stort mod og vilje fra både civilsamfund og virksomheder at udforske nye, grønne løsninger og tage bæredygtigheden alvorligt gennem mange år.

Vi var det første land i verden til at lancere en national verdensmålsportal. Her kan man løbende følge med i, hvordan det går med at nå målene rundt om i skoler, foreninger, virksomheder og byer. Verdens Bedste Nyheder dækker hver uge historier om alle dem, der flytter os tættere på at opfylde verdensmålene på verdensmål.org.

Danmark har været med helt fremme i feltet, siden FN og Bertelsmann Stiftung i 2016 begyndte at evaluere landenes arbejde med verdensmålene. Og ifølge den seneste statusrapport lever vi op til cirka 85 procent af de indikatorer og delmål, som er indeholdt i de 17 overordnede Verdensmål. Det tal skal tages med et gran salt, for der er væsentlige usikkerheder forbundet med opgørelsen, og der er stadig lang vej igen, før vi er i mål. Det gælder for verden som helhed - men også for Skandinavien og Danmark. Danmark har et hængeparti i forhold til klima, bæredygtighed og biodiversitet. Vi har ligefrem ’rød score’ - den dårligste og mest alarmerende målopfyldelse - på verdensmål 12 og 14 om henholdsvis Ansvarligt forbrug og produktion samt Livet i havet. Det kan vi gøre bedre.

Vi har godt 11 år til at opfylde de sidste 15 procent af verdensmålenes pejlemærker. Det er ikke umuligt, men det kræver en målrettet indsats. Og det er afgørende, at vi kommer helt i mål. Først og fremmest fordi verdensmålene er den bedst koordinerede og bredest forankrede indsats for at fremme og fremtidssikre planetens velvære og menneskehedens velstand. Men også fordi de danske virksomheder kan vinde stort på at gå forrest i den bæredygtige omstilling. Nogle kommer uomtvisteligt til at levere de bæredygtige produkter og løsninger, som alle om få år vil efterspørge. Mange lande ser i forvejen til Danmark som et lysende eksempel på, at vækst og bæredygtighed ikke er hinandens modsætninger. Men der er potentiale til endnu mere.

De danske virksomheder er klar til at levere. En undersøgelse fra februar i år foretaget af Dansk Industri viser, at antallet af virksomheder, der arbejder strategisk med verdensmålene blev næsten fordoblet fra 2017 til 2018. Samtidig har mere end 9 ud af 10 virksomheder fokus på at forfølge nye forretningsmodeller, som forbedrer deres sociale- og/eller miljømæssige indvirkning på samfundet. Dansk erhvervsliv er altså parat til at tage verdensmålene til sig.

En  virksomhed som Grundfos har som mål  at levere rent vand til 300 millioner mennesker, som ikke har adgang til det i dag, og hele tiden rykke grænserne for energieffektive pumper. Og en mindre virksomhed som Unicool, der er en del af et partnerskab med Folkekirkens Nødhjælp, arbejder for at forbedre forholdene for produktion og eksport af frugt fra et af verdens fattigste områder.

Vi håber, at andre vil gå samme vej. Danmark er verdensmester i at opfylde verdensmålene, men der er brug for handling, hvis vi skal nå helt i mål inden 2030. Virksomheder og civilsamfund skal fortsætte de gode takter. Og endnu flere politikere på både kommunalt og nationalt niveau skal melde sig helhjertet ind i kampen, så vi kan indfri det løfte, vi som verdenssamfund har givet til hinanden. Vi skal skabe kollektiv bæredygtighed og fremme den menneskelige velstand i hele verden.

Indlægget har været bragt i Børsen.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Relateret indhold