Blog: Hvad har vi lært efter et års debat om ulighed?
Direktør Kent Damsgaard gør status i den ofte ophedede debat om øget ulighed i Danmark. Fakta viser, at det går ikke så ringe endda - men at der også er udfordringer.
Gennem det seneste år har der været en livlig debat om uligheden i Danmark. Den ene dag har man kunnet læse om voldsom stigende indkomstforskelle og kampagner fra 3F om uanstændig ulighed. Den næste dag om, hvordan Danmark igen og igen bliver fremhævet i udlandet på grund af høj grad af indkomstlighed.
Hvad skal man efterhånden egentlig tro?
Der er mange måder at belyse udviklingen på, så har man på forhånd besluttet sig for sin konklusion, så er det faktisk muligt at samle tal sammen til at understøtte den. Betyder det så i realiteten, at man bare kan påstå hvad som helst og så mene, det er faktabaseret?
Nej, på ingen måde. Men det betyder derimod, at svaret er mere komplekst end som så og man skal passe meget på med håndfaste udsagn.
Uligheden er steget, men…
Uligheden i Danmark er steget. Oftest måles uligheden ved det mål, som økonomer kalder gini-koefficienten. Er denne nul, så har alle borgere præcis samme indkomst uanset arbejde eller ej, uanset alder, uanset valg af f.eks. uddannelse og uanset evner og indsats. Er ginikoefficienten derimod én, så har én person al indkomst i hele landet og ingen andre har noget. Ikke overraskende så har alle lande en ginikoefficient et sted midt i mellem.
Danmark er et af de lande med mindst ulighed og en af de laveste gini-koefficienter. I 1993 var den lige under 0,23 og i 2017 var den omkring 0,29. På den ene side er det bestemt ikke en uvæsentlig stigning. På den anden side er Danmark internationalt set stadig et af verdens mest lige lande. Aktuelt er vi det syvende mest lige land i OECD’s opgørelser – en lille smule mindre lige end Norge, men mere lige end svenskerne.
En vigtig pointe med disse tal er, at de er beregnet ud fra indkomsterne i et enkelt år. Hvis man ser over en længere periode bliver uligheden mindre. Og opgøres uligheden i Danmark på livsindkomster er den markant lavere. Nogen har høje indkomster i nogle år og lave i andre, mens andre ligger mere stabilt. Ser man på de samlede livsindkomster, er vi danskerne derfor meget mere ens, end et øjebliksbillede viser.
Hvorfor er uligheden steget?
Flere har den seneste tid undersøgt dette og en ny DI-analyse samler resultaterne i tre hovedforklaringer. De kommer her:
1 - Flere studerende: Over en fjerdel af ulighedsstigningen kan forklares ved, at der er blevet flere personer i de grupper, der har en indkomst anderledes end gennemsnittet. Først og fremmest fordi, der er blevet mange flere studerende. Mens man studerer, har man en indkomst meget lavere end gennemsnittet. Det øger uligheden.
Og de, der færdiggør en videregående uddannelse vil typisk få en indkomst højere end gennemsnittet. Det øger også uligheden. Men det er jo en god og sund ting, at flere og flere benytter Danmarks frie og lige adgang til uddannelse – også selv om det teknisk set øger uligheden.
2 - Øget forskel mellem indkomstgrupper: Lidt under en femtedel af ulighedsstigningen skyldes, at der er blevet større forskel mellem de enkelte gruppers indkomst. Der er altså sket en mindre forskydning. Lederne har således opnået en større indkomstfremgang end for eksempel gruppen af kontanthjælpsmodtagere. Det øger uligheden, når de grupper med højeste indkomster stiger mere end de grupper med laveste indkomster.
Det er den udvikling, der i meget høj grad har øget uligheden i f.eks. USA. I Danmark ses den tendens stort set ikke, men den ses dog i et omfang, så det har påvirket uligheden i opadgående retning.
3 - Øget forskel i indkomstgrupper: Den resterende halvdel af ulighedsstigningen kan forklares ved, at der er kommet en større indkomstforskel indenfor de enkelte grupper. For eksempel en større forskel blandt de selvstændige erhvervsdrivende – mellem, dem der klarer sig godt og dem, som klarer sig mindre godt.
Læs også: DI-analyse af stigende ulighed
Forskelle mellem faggrupper
Det forhold, at der inden for visse grupper er kommet større indkomstforskel ses også hos toplederne. Danmark har i dag nogle store verdensførende koncerner, der bidrager med tusindvis af arbejdspladser både i og uden for Danmark og som hiver milliarder af skattekroner hjem til finansiering af dansk velfærd.
Når disse af vores største virksomheder er blevet så store og har måske 20.000, 50.000 eller over 100.000 ansatte, så er det den bedste adm. direktør i verden, der skal tiltrækkes. Det afspejler sig også i lønnen, så når man tager topcheflønnen for de allerstørste koncerner og sammenligner med lønnen for enten en topchef i en mindre virksomhed eller med en helt almindelig medarbejder, så er forskellen øget de seneste årtier.
Når toplederne til de største virksomheder skal rekrutteres blandt de allerbedste på et internationalt marked, så betyder det høje lønninger i en dansk kontekst. Det er nødvendigt, men samtidig indebærer det selvfølgelig også, at der påhviler ejerkreds og topledelse et ansvar for at sikre, at der er rimelighed mellem aflønning, ansvar og indsats.
Og hvis man ikke kun ser på nogle relativt få i toppen, men i stedet ser på den gennemsnitlige lønudvikling for personer i følgende fire forskellige faggrupper: Ledere, højt kvalifikationsniveau, faglærte og ufaglærte, så er alle grupper steget over 60 pct. i løn siden årtusindeskiftet – svarende til op mod 30 pct. i købekraftfremgang, da den samlede inflation i perioden har været godt og vel 30 pct. Det er lige præcis sådan, at den danske model virker. At vi alle arbejder for at gøre kagen større – fordi vi alle også får et større stykke.
Læs også: Lønnen vokser lige meget på tværs af faggrupper
OECD giver skulderklap til Danmark
Netop derfor fremhæves Danmark internationalt. OECD har advaret mod den stigende ulighed i en række lande og fremhæver igen og igen Danmark, som mønstereksempel på, hvordan man kan sikre at globaliseringen kommer befolkningen bredt til gavn.
For eksempel har OECD analyseret den sociale mobilitet ved at se på, hvor mange generationer det vil tage, før efterkommere af relativt fattige forældre har en indkomst nær den gennemsnitlige indkomst. Danmark er det land, hvor det tager kortest tid. Her tager det to generationer. I et gennemsnitligt OECD land tager det fire og en halv generation. I Tyskland vil der gå seks generationer, og i Columbia vil der gå hele elleve generationer.
OECD har også undersøgt, hvordan middelklassen er skrumpet over de seneste årtier i mange lande. Det er den dog ikke i Danmark. Her er middelklassens andel af den samlede befolkning tværtimod vokset siden midten af 1980’erne og i dag tilhører over 2/3 af danskerne middelklassen.
Tilgangen til middelklassen er sket på bekostning af den andel af danskere, OECD betegner som relativt fattige. Også her adskiller Danmark sig fra de fleste andre OECD-lande, som har oplevet en stigende andel relativt fattige. Som konsekvens er Danmark i dag det OECD-land, hvor den laveste andel af befolkningen betegnes som fattig ud fra OECD’s definition. Danmark har for øvrigt også den laveste andel af befolkningen, som tilhører højindkomst-gruppen.
Læs også: OECD: Vejen ud af fattigdom er kortest i Danmark
Så hvad er konklusionen?
Den danske samfundsmodel er med god grund internationalt anerkendt. Vi løfter os og vi løfter os i flok. Antallet af jobs har aldrig været højere, købekraften har aldrig været højere, levealderen har aldrig været højere. Den sociale mobilitet er høj. Det er faktisk slet ikke så ringe endda. Det betyder så ikke, at alt er perfekt.
Vi har også udfordringer ikke mindst i forhold til at få langt bedre fat i de mange tusinde unge, som ikke er kommet i gang med hverken job eller uddannelse. Det både kan og skal vi gøre bedre.