Indlægget er også bragt i Børsen i forkortet udgave

Til vinter 2022 skal VM i fodbold efter planen afholdes i Qatar. I årevis har der været berettiget kritik af valget af Qatar som værtsland samt, ikke mindst, arbejdsforholdene omkring arrangementet hvor mange mennesker på tragisk vis er omkommet under de omfattende byggeaktiviteter.

Man kan undre sig over, at magtfulde FIFA overhovedet valgte Qatar som værtsland. Det virker som et åbenlyst fejlvalg. Dernæst har FIFA som ordregiver også et stort ansvar for, at der er styr på arbejdsforholdene i de mange byggeaktiviteter, der er blevet sat i værk i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold.

FIFA burde fra begyndelsen have stillet klare krav til Qatar om overholdelse af menneskerettighederne i alle aktiviteter relateret til VM i fodbold og i særdeleshed arbejdstagerrettigheder i byggeriet af den infrastruktur, der skal bruges til at gennemføre begivenheden.

Vi venter stadig på, at det sker.

Derfor vil det også være helt på sin plads, at FIFA nu træder i karakter og kræver, at værtslandet Qatar som minimum sørger for en fair erstatning til de familier, der har mistet familiemedlemmer eller har oplevet andre former for arbejdsulykker under opførelsen af stadions og andre byggerier. Ligesom internationalt anerkendte og uafhængige observatører burde tilkaldes for at sikre, at det resterende arbejde frem mod slutrunden foregår under acceptable forhold.

Hvad er virksomhedernes ansvar?

Ifølge oplysninger fra Udenrigsministeriet i 2012 havde Qatar infrastrukturprojekter til en estimeret værdi på 856 mia. kr. Der har således været tale om et byggeboom i Qatar inden fodbold-VM, og flere danske virksomheder har leveret varer og services.

Der er ikke tegn på overtrædelse af menneskerettigheder i de danske leverancer, men det har alligevel mødt kritik og rejst et spørgsmål om danske virksomheder indirekte har været med til at legitimere overtrædelser af menneskerettighederne.

Det korte svar er nej. Danske virksomheder er generelt blandt verdens mest ansvarlige, og der er markant forskel på at levere varer og services og på det ansvar for arbejdsforhold, som er Qatar og FIFAs. Det er først og fremmest staternes ansvar at sikre og håndhæve menneskerettighederne.

Men hvad er så virksomhedernes ansvar? De skal først og fremmest vurdere, om der er en risiko for overtrædelse af menneskerettigheder i de aktiviteter, som de har indflydelse på. Forestil dig en virksomhed, der leverer højttalere til stadion. Du producerer højttalerne under ordentlige forhold på din egen fabrik, leverer dem og sender en montør, der sætter dem op og sørger for, at de virker. Kan du sikre dig, at der ikke er overtrådt menneskerettigheder i den proces?

Ja, det er dit ansvar. Kan du gøre noget for at forhindre kritisable forhold i andre dele af byggeriet? Sandsynligvis ikke. Kritikerne vil så sige, at du skulle have ladet være med at tage ordren i første omgang. 

Læs også: Ny whistleblowerlov kan smadre etablerede danske ordninger

Skal vi handle med kritisable lande?

Hvis man skulle følge kritikken, er Danmark bedre stillet ved ikke at handle med kritisable lande. Men vil det gøre en forskel for menneskerettighederne? Nej, tværtimod. Det nemmeste er altid at vende ryggen til, men så bidrager man heller ikke til forandringer. Mange lande i verden har udfordringer med at leve op til menneskerettighederne. Det gælder blandt andet også lande, som vi giver udviklingsbistand til. Det er lande, der har brug for, at vi handler med dem og investerer i dem. Når vi gør det, kan vi inspirere ved at vise den måde, som danske virksomheder driver forretning på.

Mange danske virksomheder har tilsluttet sig FN’s Global Compact, der er verdens største frivillige initiativ for ansvarlige virksomheder. Virksomheder, som tilslutter sig Global Compact, forpligter sig til at integrere 10 universelle principper inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og anti-korruption i virksomhedens strategi og drift samt at bidrage til opnåelsen af de 17 verdensmål. Virksomhederne arbejder systematisk med principperne og investerer mange penge og megen tid i det, fordi det er svært, men vigtigt.

Betyder det, at der kommer danske arbejdsforhold over alt på kloden?

Selvsagt ikke. Der er brodne kar overalt, og vi hverken kan eller skal tro, at vi med et fingerknips kan indføre den danske model globalt. Ligesom danske virksomheder bliver klogere hver eneste dag, og formentlig ville have været endnu mere opmærksomme på forholdene i Qatar, hvis man for ti år siden havde vidst, hvad vi ved i dag.

Læs også: Danfoss: Ny lov vil forringe vores whistleblowerordning

Skal man droppe projektet?

Men at danske virksomheder stikker halen mellem benene hjælper ingen. Hverken arbejderne i Qatar eller danske værdier og økonomi. Tværtimod vil vi i så fald blot overlade scenen til andre aktører, der i mange tilfælde ikke har de samme høje standarder som danske virksomheder.

I stedet skal danske virksomheder fremover blive endnu bedre til at lave risikovurderinger af forholdene på de projekter, de leverer til. Når der er risiko for overtrædelse af menneskerettigheder må man som virksomhed overveje sine handlemuligheder – kan man tage dialogen op med kunden eller gøre sin indflydelse gældende på anden måde? Eller skal man droppe projektet?

 Og vi som Dansk Industri skal også se på, om der er mere, vi kan gøre. Vi vil blive ved med at sætte fokus på menneskerettighederne og tage dialogen med både virksomheder og andre aktører om, hvordan vi fremmer dem.

Måske kan vi også tage initiativ til et internationalt branchesamarbejde for at lægge pres på projekter som VM-byggeriet fremover? Det vil i hvert fald batte mere, end at danske virksomheder går enegang med at trække sig fra projekter i svære lande.

Den dialog vil jeg tage med mine internationale kolleger i den kommende tid.

Læs også: Dansk forsvarsindustri skal bekæmpe internationale cyberkriminelle