03.04.24 DIB Blog

Skal din kommune have ros eller ris for erhvervsvilkårene?

Så er det nu, du skal bruge din stemme, hvis du vil hjælpe os med at lodde vilkårene for virksomhederne i Danmarks kommuner, blogger Annette Christensen, DI’s chef for erhvervsudvikling.

I en tid med uro på mange fronter i verden og pres på kommunernes økonomi, så kan det være let at glemme de vigtige lokale forhold for virksomhederne. Det gør vi dog ikke i de regionale foreninger i DI.

Tværtom har vi i den seneste tid haft travlt, så vi kunne komme i mål med at sende spørgeskemaer ud i indbakker og postkasser til 44.000 virksomheder. Vi har netop sendt skemaer til medlemmer såvel som til ikke-medlemmer af de brancher, vi repræsenterer i DI.

Nu kommer næste sprint i arbejdet med at sikre gode erhvervsvilkår rundt om i landets kommuner – at få svarene hjem.

Så når du bruger 5 minutter på at udfylde DI’s undersøgelse af de lokale erhvervsvilkår, er det 5 vigtige minutter, for du er med til at skabe et stærkt fundament for den lokale interessevaretagelse af virksomhedernes forhold. Jo flere virksomheder i kommunen, som svarer, jo bedre er fundamentet for den dialog, vi har med kommunen om forholdene for virksomhederne.

Du kan se, hvordan det gik for din kommune sidste år her: Landets største undersøgelse af de lokale erhvervsvilkår.

Virksomheders vilkår er vigtige i kommunerne

Vi har lavet undersøgelsen siden 2010 og formålet er at blive klogere på, hvordan det står til i de enkelte kommuner. Og selvfølgelig også at skabe opmærksomhed om vilkårene for virksomhederne. For erhvervslivets vilkår er ikke det første, der bliver taget op til politiske møder eller i kommunalvalgsdebatter, hvor debatter om gode skoler, daginstitutioner og ældrepleje i langt højere grad er forhold, som borgerne mærker direkte.

Derfor er det også så vigtigt, at vi fastholder et stærkt fokus på virksomhedernes vilkår i kommunerne, og her er undersøgelsen Lokal Erhvervsvenlighed et meget stærkt værktøj.

Derfor vil jeg gerne opfordre dig til at tjekke din indbakke en ekstra gang, hvis du ikke allerede har fået svaret på vores spørgeskema. Jo flere der svarer, og jo mere kvalificeret, I svarer, jo bedre er vi stillet i dialogen med politikere, embedsfolk og andre organisationer.

Har du spørgsmål eller kommentarer til undersøgelsen er du velkommen til at kontakte Annette på mail: anch@di.dk

Annette Christensen

Annette Christensen

Chef for Erhvervsudvikling & DI i Aarhus

  • Direkte +45 3377 4838
  • Mobil +45 2829 8384
  • E-mail anch@di.dk

Relateret indhold