24.10.17 DIB Nyheder

Videodagbog fra Abu Dhabi: Så afgøres måneders forberedelse og intensive konkurrencedage

VM i Skills i Abu Dhabi er overstået. Hvad har René, Søren, Sander og Nichlas fået ud af deres deltagelse?

Det koger i ørkenstaten. Ikke bare pga. af de 34 grader, selvom det er sidst på dagen, og mørket er ved at falde på. Men også fordi vi er mange, der samles, da de 1.300 konkurrencedeltagere fra 59 lande og deres støttere på over 10.000 publikummer, finder deres pladser under den åbne arabiske himmel til afslutningsceremonien for WorldSkills 2017 i Abu Dhabi.

Alle sidder helt ude på kanten af stolene - klar til at se og høre navnene på vinderne af guld-, sølv- og bronzemedaljerne, som de om lidt toner frem på arenaens kæmpestore skærme og høres over højttalerne.

Få timer før braget af en afslutningsfest går i gang for de dygtige unge faglærte og lærlinge under 22 år, der i løbet af ugen har kæmpet intensivt mod hinanden og sig selv, mødes jeg med de fire deltagere indenfor fagene, hvor Metalindustriens Uddannelser er repræsenteret ved årets verdensmesterskaber. Vi har netop nydt en frokost i hinandens selskab sammen med deres trænere, virksomheder og familier - og har i fællesskab gjort status over ugens oplevelser.

René (industriteknikker), Søren (landbrugsmaskinmekaniker), Sander (personvognsmekaniker) og Nichlas (karosseriteknikker) er ikke i tvivl om, at det har været deres livs oplevelse. De har samtidigt lært utroligt meget. Erfaringerne tager de med sig på deres videre færd, med deres erhvervsuddannelse i rygsækken.

På mit spørgsmål om, hvem af de fire der er den bedste, svarer Nichlas straks grinende, at det må være ham! Det er Søren ikke enig i. For som landbrugsmaskinmekaniker kan han lidt af det hele, som kan bruges i mange forskellige sammenhænge. Så kommer Sander på banen. For ham er de alle vindere. For de er hver og en en del af verdenseliten inden for hvert af deres fag. Så jeg konkluderer, at det ikke handler om, hvad man bliver - men, at man bliver god til det, man gør.

Og det må man sige, at Danmarks vigtigste landshold er beviset på, efterhånden som resultaterne bliver kendte. Målt på det gennemsnitlige antal point pr. deltager render det danske landshold med 10. pladsen blandt de 59 deltagende nationer.

To bronzemedaljer og otte ”Medaillons for Excellence” blev høsten blandt de 15 deltagere fra Danmark. Og flere af deltagerne var herudover meget tæt på også at få en medalje med hjem med bare 2-10 point fra de magiske 700 point, som udløser en Medaillon of Excellence. Dette er en udmærkelse, som tildeles de deltagere, som opnår en pointscore på 700 eller flere point i sit fag.
 
I skandinavisk sammenhæng klarede Danmark sig også flot. Sverige og Norge stillede begge med større landshold end det danske, men af topplaceringer blev det kun til en enkelt bronzemedalje til svenskerne.
 
Som landbrugsmaskinmekaniker løb Søren med bronzemedaljen. Det kom bag på ham. Men glad var han. Og stolt over, at det danske landshold og hans nye venner i René, Sander og Nichlas (som var en af dem, der opnåede en Medaillon of Excellence) kan måle sig med verdenseliten som faglærte og lærlinge på nogle af Danmarks vigtigste uddannelser. Erhvervsuddannelserne.

Over-and-out for denne gang fra jeres udsendte til WorldSkills 2017 - og på gensyn om to år i Kazan i Rusland, som værter til WorldSkills 2019. Her vil et nyt dansk landshold kæmpe for at sætte Danmark på verdenskortet ved at være de bedste i deres erhvervsuddannelsesfag."

Målt på det gennemsnitlige antal point pr. deltager render det danske landshold med 10. pladsen blandt de 59 deltagende nationer. Lone Folmer Berthelsen, Underdirektør
Lone Folmer Berthelsen
Skrevet af:

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Lone Folmer Berthelsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 4818
  • Mobil +45 4032 0943
  • E-mail lofb@di.dk

Relateret indhold